Costa Rica Hike, Bike and Raft

Eventyret i Mellemamerika

Posthuset i San Jose - én af de mange gamle smukke bygninger i hovedstaden.

Den 25. december sidste år surfede Søren rundt på Nettet med tanker om en kommende sommerferie, hvor vi kunne få mulighed for at udfordre os fysisk. Valget faldt på Costa Rica og i selskab med Gap adventures, et canadisk bureau med et særdeles stort udvalg af forskellige rejsemål, formål og sværhedsgrader.

Touren havde et fastlagt program på 15 dage, men vi valgte at rejse til San Jose 4 dage før, for at finde os til rette i det varme og våde klima. Vi rejste fra København d. 11 juli tidlig om morgenen med retning mod Paris, hvor vi mellemlandede og tankede nødvendig kaffe. Videre mod Atlanta med Air France, mellemlanding med frisk yoghurt og endnu en kop kaffe. Ømme rumper i sædet mod San Jose, hvor vi landede sent om aftenen. Vi havde heldigvis booket hotel i forvejen og kunne med hjælp fra de dyre lufthavnstaxaer finde vej til Hotel Fleur de Lys. Et lille hyggeligt   - meget lyserødt -  hotel tæt på hovedgaden og toget... Trætte kastede vi os ud i nattelivet, for at finde noget at spise. Efter en tiltrængt burger gik vi en lille tur i hovedstaden, hvorefter vi stille og roligt luskede hjem til den ventende seng og et dejligt brusebad. Tidligt næste morgen blev vi vækket af en frygtelig larm - vi troede først at det var vejarbejde, men måtte sande at der kørte et tog i baghaven. Portieren på vores hotel fungerede også som menneskeligt lyskryds for biler der ikke skulle køre ud på togskinnerne.

Efter en morgenmad bestående af frisk frugt, toast, kaffe og banankage gik vi ud i byen igen. Som den indledende begivenhed ved ethvert besøg måtte vi finde et rigtigt godt sted at nyde kaffen og når man er i Costa Rica burde det ikke være vanskeligt. Vi fandt en cafe med eget risteri og nød turens første rigtige kop kaffe - alletiders og nu kunne vi begive os ud på opdagelse. San Jose er ikke den store turistmagnet. Vi mødte heller ikke mange turister og ikke uden grund. Med mindre man ligesom os fandt frem til Jademuseet, kattene på væggen og Sabana park. Hvis man så er rigtig ihærdig, så finder man et gammelt insektmuseum, parker med mulighed for kolde drikke og en temmelig lang gåtur ud til det gamle fængsel, som nu er et stort eksperimentarium. Hyggeligt var det at sidde nede i de mange indre by parker og pladser, hvor vi kiggede på mennesker og iagttog hverdagslivet med tiggere, klovne, musikøvende elever og overvægtige kvinder der i ro og mag kæmpede sig igennem dagens første kulhydratbombe. Costa Ricanere nyder rigtig godt af amerikansk madkultur - siden 2006,hvor Betina besøgte San Jose er byens udvalg af diverse fastfoodkæder eksploderet.

 

Søndag d. 14 juli skulle vi møde de andre fra vores gruppe. Vi skulle indlogeres på et andet hotel, som ikke lige var helt den standard vi mente passede til turens pris. Men efter en lille hyggelig samtale med chefen fik vi tilbudt et nyt værelse - og helt til vores tilfredsstillelse. Om aftenen skulle gruppen mødes for første gang - vores guide er lokal fyr ved navn Marvin. Gruppen bestod af én amerikaner ved navn Philip - en lidt tung fyr på 52 år, ingeniør og med en ualmindelig dårlig vane - han snorker, hvilket andre fra gruppen skulle erfare da man sov i dobbeltværelser. Florian kom fra Tyskland, en utrolig stille og indadvendt fyr uden hang til samtale og kun ved våde lejligheder hørte vi hans stemme. Et norsk kærestepar Vegar og Åse, som hurtigt erfarede at de lokale dyrearter ikke var identiske med norske knotter. Et britisk fætter/kusine par - William og Kate på henholdsvis 18 og 19 år var tourens yngste deltagere. Tom - endnu en brite -havde opsagt sit job som bogholder og havde sparet en mindre formue sammen til en ekstra lang ferie, hvor han også skulle ud til Galapagosøerne. De sidste 3 deltagere var Martin, Lars og Lasse fra DK - 3 soldaterkammerater med en fælles fortid på Armadillo-basen i Afganistan. De tre gutter skulle hurtig bliver hele gruppens drivkraft - altid klar til tiden og med taskerne fulde af proviant.

La Danta Private Reserve

Tidlig næste morgen skulle vi afsted mod en lokal busstation, hvor vi skulle videre mod Guapiles.Vores bus kørte uden problemer ud af hovedstanden og der gik ikke lang tid, hvor landskabet ændrede sig til farven grøn. Alle vegne man kigger er der grønt - grønne bjerge, grønne marker, grønne haver. Vi kigger på små forstader, store fabrikker, lastbiler med lad fyldte med ananasser, turistvans med forventningsfulde ansigter i vinduerne og ikke mindst vores bus med 12 glade og spændte rejsende, der glæder sig til første del af touren - mødet med vaskeægte Costa Ricansk regnskov - La Danta Private Reserve.

 

Udsigten fra Bernados hus ud over dalen - starten på vores regnskovsoplevelser.
Udsigten fra verandaen ned mod det åbne køkken.
La Danta Private Reserve

Touren startede ved base camp, hvor vi afleverede vores store rygsække og pakkede alt nødvensigt ned i vores alt for små dagssække. Vi fik lidt frisk frugt, nogle skiftede til gummistøvler og efter en halv time var alle klar til afgang. Vi beholdte vores helt nye gummisko på, selvom der var advarsler om slanger og andet kryb. Det skulle blive sidste gang på turen at vi havde helt nye og rene sko på - inden længe var vores sko reduceret til mudderklumper.

Turen op af bjerget tog tæt på 4 timer med pauser. Vejret var temmelig fugtigt og vi fik hurtigt en fornemmelse for regnskoven. Stierne var mudret, smalle og vegetationen var tæt. Vi holdte pauser ved floder, måtte krydse én enkelt ved hjælp af en svævebane og endelig vi kom vi til vores rustikke lodge, som skulle være vores hjem de næste fire dage.

Vores forvalter Bernado havde sammen med sin far bygget lodgen gennem de sidste 15 år. Alt træet er faldne fra regnskoven, som er kløvet med motorsav og bragt til lodgens område. Intet træ er fældet. Lodgen består af en stor bygning med to etager, ovenpå er der en stor opholdsstue med åbent ildsted og med to aflukkede rum. rundt om etagen er der en kæmpe veranda med hængekøje og plads til liggende gæster. Nedenunder er der toilet og badefaciliteter - kun med koldt vand, dog med træk og slip. Der er et enkelt aflukket rum, som vi boede i. I forlængelse af lodgen var der et åbent køkken med ildsted og plads til bespisning. Længere nede i skoven er der endnu en bygning med sovepladser. Der er ingen el og intet varmt vand.

Gruppen blev fordelt på værelserne og alle samledes til introduktion på de næste par dage. Bernados kone lavede en meget lækker middag bestående af grillkyllinger og ris med grøntsager. Det var allerede tydeligt at Åse ikke brød sig meget om insekter - den første nat blev et mareridt for hende og de besluttede at gå ned igen til base camp.

Ud over vores guide Marvin, havde vi også en jungleguide ved samme navn. Han har en kæmpestor indsigt i regnskoven både zoologisk og miljømæssigt. Han var meget imødekommende og delte gerne af sine erfaringer og viden. Han tog os på et 7-8 timers trek ned af bjerget, hvor han fortalte os om regnskovens flora og fauna. Vi mødte slanger, edderkopper, aber, hærmyrer, sommerfugle og tusindevis af eksotiske træarter. Nedstigningen sluttede ved et 150 meter højt vandfald, hvor vi badede i en lille sø og fik frokost. Udsigten var fantastisk. Hjemme igen, godt trætte og svedige, fik vi en velfortjent kop kaffe på verandaen. Der blev delt oplevelser og snakket om livet derhjemme.  Vi fik et udsøgt måltid bestående af hængt oksekød over ildstedet. Utroligt hvad man kan lave til 16 mennesker i de omgivelser. Det blev hurtigt mørkt og rengskovens mange insekter meldte deres ankomst. Ved skæret af små stearinlys kunne vi se deres mangfoldighed.  Cikaderne sang, natsværmerne sværmede og tanken om de tilstedeværende dyr gør hele aftenen meget intens. Tom kom lidt overrasket tilbage efter et toiletbesøg - han havde set en grøn slange tæt på verandaen og os andre. Det viste sig at være en Eyelash Pitviper - en lille giftslange, hvis gift er dødelig, hvis ingen hjælp modtages indenfor 5 timer. Gruppen blev lidt usikker på situationen, Bernados kone var hysterisk, junglemarvin bar slangen tilbage i junglen igen og vi "gik til ro" i vores primitive hytte, snakkede lidt om dagens oplevelser og faldt i søvn til et orkester af junglelyde.

Vores morgenmad bestod af granoles og mælk samt lækre pandekager med bananstykker og alt den kaffe man kan drikke. Vi begav os ud på endnu et trek, igen ned med på en helt speciel måde op. Vi fandt et fantastisk svømmehul, hvor vi hyggede os med vandplaskeri og frokost. Ved opstigningen måtte vi sande at skulle gå op ad floden på store glatte sten og med vandet fossende imod os. En helt igennem enestående oplevelse, noget opslidende og varmt. For nogle af turens deltagere var dette ikke en positiv oplevelse, det var for hårdt. Vi havde en rigtig god opstigning, vi passede ekstra meget på hvor vi satte vægten og holdt pauser når der var behov for det. Turen op var anstrengende, men var det hele værd. Godt trætte og meget svedige sprang vi i badet, fik rent tøj på og smed de første kopper kaffe afsted. Tom gik i seng og vi så ikke mere til ham den dag. Vi andre hyggede os med en vegetarret, som smagte himmelsk.

Næste morgen pakkede vi alt i dagssækkene igen og indtog det første traditionelle morgenmåltid - Gallo pinto - ris med bønner og røræg. Det skulle blive den bedste pinto på hele turen. Derefter begav os ned mod base camp igen. Vi havde følge af Bernados hunde - den mindste hed Doggie og var meget håndsky. Den havde ligeledes svært ved at komme frem gennem junglen, da dens ben var meget små. Vi havde gåpåmod og selvom vi svedte som små grisebasser, var nedstigningen en fantastisk oplevelse. Vi krydsede igen floderne, så skildpadder, hørte eksotiske fugle og delte snacks i det afkølende flodvand. endelig kunne vi se lavlandet igen. Vi fik vores store sække igen, fik vasket sko og sagt farvel til helten Bernado. Bernado havde ved et ophold i junglen, haft et uheld med motorsaven som efter at have siddet fast i en træstamme, slog tilbage i hans ansigt og forårsagede store dybe sår. han begav sig alene tilbage mod lodgen, vaskede sig og gik hele vejen ned til base camp, hvor hans kone kørte han på hospitalet. Efter 27 operationer var han lappet sammen igen.

Vi blev hentet i biler og kørt til Gaupiles, hvor vi ovenattede på Hotel Talamanca. Udenfra et stor lyserød bygning og indenfor var der pool-område, et dambrug med larmende gæs. Vi fik ordnet vasketøj, hvilket var tiltrængt. Vi hyggede med burgere, god kaffe og lækker kage. Åse og Vegar trådte til gruppen igen. Gruppen hyggede med afkølende drinks i de nye omgivelser. Om aftenen havde Marvin bestilt bord på en lokal restaurant - vi blev desværre ikke synderligt overrasket over menuen. Vores - husets specialitet - bestod kun af kødrester. Noget skuffende gik vi tilbage til hotellet, hvor vi afsluttede dagen med kaffe og en lille dessert. Natten blev afbrudt af larmende gæs.

Nedstigning fra La Danta - pause med snacks i fantastiske omgivelser.

White-water rafting

Tidlig næste morgen blev vi hentet i minibus og kørt ud til adventureholdet Explorodores, hvor vi fik en rigtig god morgenmad - yoghurt med musli, frisk frugt og kaffe. Vi skulle ud på dag 1 i vores white-water rafting program. Det var desværre temmelig overskyet. Ved ankomsten til floden Reventazon opdagede vi at vandet var mudret, koldt og ikke den udfordring som vi havde forventet. Alt i alt var denne dag uden de helt store oplevelser - flodstrækningen var jævnt kedelig, det småregnede og vi sejlede uden de helt store rapids i mål ved en flodbred, hvor flåderne blev slæbt i land. Vi  skulle vente på bussen et godt stykke tid, så vi besluttede os for at gå den i møde. Turen var hyggelig og gik gennem bananplantager. Vi fik hurtigt varmen igen og da bussen kom var vi alle klar til et bad.

I minibusser blev vi kørt op til Makanke Falls, et resort med en spændende konstruktion, hvor vi skulle overnatte. Gården havde på et tidligere tidspunkt uden tvivl været noget af et udflugtssted, men idag fremstår det nedslidt og uden de helt store muligheder ud over afslapning. Enkelte gik ud i junglen, hvor andre tog varme bade, fik overtalt værtinden til at lave kaffe og spillede billard. Selve hytten var et stort rum med mange små rum kun adskilt af - ja ingenting! Vi kunne ligge og glo over på vores nabo  - man kan vel sige at vi alle sammen sov i et stort rum. underlig konstruktion. Åse og Vegar indtog den alt for lille sofa i opholdsstuen, da Åse´s frygt for insekter ikke blev mindre med tiden. De lå sammenklemt i et rum med lysstofrør....ja, hvad kan man sige? Hvis man ikke kan lide insekter, så ville man nok have valgt et hvilket som helst andet sted. Men de overlevede også denne nat, mens vi andre måtte lide i selskab med den jamrende kat, der luskede rundt om hytten hele natten. Sikken en koncert.

Det var en sand glæde at få varm morgenmad igen - men bønner, ris og røræg om morgenen er ikke lige vores livret. Pintoen havde ikke den sammen kærlighed og omhu som oppe i La Danta. Vi pakkede vores temmeligt våde gear sammen fra gårdagens regnfulde sejltur. På dag 2 skulle vi igen i flåderne, denne gang ned af floden Pacuare, som heldigvis skulle vise sig at være en rigtig flot tur, dog heller ikke med de helt store udfordringer. Tilbage i Explorodores pakkede vi vores store sække væk og med dagssækkene i bilerne kørte vi til floden, hvor flåderne og vores guide ventede på os. Vejret var meget bedre, vi fik endda solcreme på armene - store sager. Turen var bestemt langt mere scenisk end dag 1 - selv køreturen til floden var en udfordring. Først med minibus til en vejsystem, hvor vi ikke længere kunne fortsætte på grund af de dårlige vejforhold. I en overlastet lastbil, hvor vi sad som sild i tønden, ålede vi os langsomt igennem landskabet. Langt om længe kunne vi slippe hinandens klistrede lår og vælte ud i afkølende omgivelser. Vi pakkede de sidste ting i flåderne og gled ud i floden. Turen varede et par timer med enkelte sjove rapids - men ellers må man sige at turen forløb uden de helt store vandture ud over dem vi selv arrangerede. Soldaterne satte dagsordenen for ufrivillig vandgang - de to flåder borede hinanden ved udvalgte lejligheder - det var til tider ganske morsomt at være tilskuer til. Vi valgte selv at hoppe i, når forholdene var okay.

Hen ad eftermiddagen ankom vi til Pacuare Tent Camp, hvor vi overnattede i omgivelser, som alle burde se og opleve. Bjergsiden havde mange små hytter med vægge af myggenet, det betyder at man kan ligge i dobbeltsengen og se ud over regnskoven, mens man kan lytte til alle de fantastiske lyde. Der va ret sirligt stisystem til toiletter og det kæmpestore udekøkken, hvor vores guider opvartede os med lækkert mad. Selskabet Explorodores må siges at have total styr på deres koncept - vi var meget overrasket over deres kontrol og ihærdighed.

Hytten blev indtaget og vi fik et køligt bad inden vi gjorde et forsøg på at lave kaffen. Endelig lykkedes det og i lænestole med view over regnskoven og floden indtog vi en chokoladebar og en god kop kaffe. Det kunne næppe blive bedre! Guiderne hyggede om os med lækker aftensmad, omgivelserne var enestående og vi nød vores lille stykke "heaven" på jorden langt ud i en Costa Ricansk regnskov. Det var ikke svært at falde i søvn i sådanne omgivelser - ærgeligt at skulle afsted dagen efter.

Dag 3 på floden skulle være den bedste med masser af rapids 4 - vores guide var rigtig god til at gøre lidt ekstra for os. Vi havde styr på flåden og fik lov til at sejle baglæns og i rotation ned af rapids. Drengene borede videre på flåderne og flere gange måtte deltagerne ufrivilligt i det kølige vand. I en ualmindelig smuk kløft sprang vi alle sammen i, mens strømmen langsomt førte os igennem de store smukke bjergformationer. Efter en super spændende raftingtur kom vi tilbage til Explorodores, hvor vi fik vores store sække igen og kunne vaske flodvandet af. Trætte satte vi os i bussen mod La Fortuna - vores næste stop på turen.

Pacuare floden med flåderne på land. Et velfortjent hvil i solen nydes.
Pacuare Tent Camp med de små hytter på bjergskråningen.
Las Cabinas - vores lille hytte i La Fortuna - dog uden hønsene....

La Fortuna

Vi ankom til La Fortuna tæt på aftensmadstid. Vi var efterhånden også godt trætte af transport og ville bare gerne smide sækkene og finde et godt sted at spise. Betina har været i byen før og efter udpakning af vådt tøj, sneg vi os ned i byen uden de andre. Vi fandt en rigtig hyggelig restaurant, hvor vi fik en god kyllingeret. Bagefter gik vi en runde i byen og fandt selvfølgelig en lille cafe, hvor man kunne få kaffen og en sød snack dertil. La Fortuna er en vaskeægte turistby med masser af forretninger, der sælger alt hvad man ikke har behov for...sikken en kontrast til regnskoven og floderne. Man havde næsten et ønske om at vende tilbage til det uspolerede Costa Rica.

Tilbage i hytten med krydsord og krimiromaner - første gang vi har mulighed for at læne os tilbage med medbragt underholdning. Guidebogen kløves igennem igen og igen. Vi falder i søvn og vækkes tidligt af kaglende høns og galende haner. Jubii.

Programmet for turen indeholdte moutainbiking i området omkring La Fortuna og vulkanen Arenal. Første dag på cyklerne startede i øsende regnvejr og med cykler der ikke helt svarede til vores standard. Selskabet Desafio levede ikke op til vores forventninger og vi kan desværre ikke anbefale dem til andre end overforsigtige amerikanere, der i den grad har indvaderet byen med krav om ture uden muligheder for at skulle tage ansvar for egne handlinger. Vi var meget lidt begejstret for den tilgang der er til turister i området. Rejsende med trang til oplevelser med muligheder og ansvar skal ikke besøge byen - men hvis man skal se en helt igennem fantastisk vulkan er Arenal et sikkert bud. Vi cyklede først rundt i byen uden mål eller retning - faktisk en temmelig underlig tur, der endte med en meget ujævn vej med muligheder for vabler i rumpen. Vi kom forbi hotellet hvor vi boede på jordomrejsen. Vi fik mulighed for at tage billeder af vulkanen, da skyerne lige pludselig forsvandt fra toppen. Sidste stop på turen var en lille restaurant, hvor vi fik frokost. Bagefter blev vi kørt tilbage til byen.

 

Arenal da skyerne endelig løftede sig et kort øjeblik.

Tilbage i hytten samlede vi en kæmpe bunke vasketøj. Det er svært at håndvaske, når vi er midt i regntiden og der kun er få chancer for en hel dag med tørre. Vi bruger resten af eftermiddagen på at snolde kaffe og kager, samt hygge med læsning. Senere bliver vi hentet af bussen, som kører os ud til Hotel Los Lagos Hot Spring, hvor vi får muligheden for at hygge i de varme kilder fra vulkanen. Og varmt er det! Den største pool er 31 grader varm og det er temmeligt varmt - vi lider i stilhed og efter en time kaster vi håndklædet i ringen. Vi lister rundt på området og finder en kæmpe sø, hvor man holder dambrug. Vi afhentes og kører tilbage til byen, hvor vi hygger med pizzaer. Hjemme i hytten står den på læsning og kaffen.

Næste dag er fridag og vi kan disponere over den selv. Vi valgte at deltage i canyoneering - en ny oplevelse, hvor man kombinerer zip-lining med habitaten "kløfter og lignende" samt vand. Vi havde store forventninger til denne tur, men blev meget skuffet, da de elementer, som vi havde regnet med ville opgrade turen ikke blev opfyldt. Prisen var i hvertfald i den dyre ende. Soldaterne var også meget misfornøjet, da turen helt sikkert var designet til det før beskrevne publikum. Vi havde tre rapeller med højde fra 12 til 150 meter. Ikke just den store udfordring i forhold til vores forventninger. "We made it" - heldigvis og kunne endnu engang nyde frokosten sammen med Desafio. Vi kørte tilbage til byen, hvor kaffen og kagerne kaldte på os. Om aftenen spiste hele gruppen sammen igen - denne gang på en restaurant, som ikke leverede varen. Vi spiste is til dessert - en rigtig god oplevelse som afslutning på en dag med skuffelser. Tilbage i hytten med rent tøj, pakkede vi til dagen efter. Vi glædede os til at komme op i regnskoven igen - væk fra turistfælderne.

Lake Arenal og Monteverde

Vi skulle cykle op til Lake Arenal, hvor en båd skulle sejle os over. Selve cykelturen tog et par timer, terrænet var lidt mere rough end den sidste tur. Vejret startede ok, men tilsidst regnede det ganske kraftigt. Vi kørte tæt forbi vulkanen, dog uden at vi kunne se den. Vi ankom til en mudderbanke, hvor bussen med sækkene ventede på os. Sejlturen over Lake Arenal var desværre ikke særlig smuk på grund af vejret. Ved enkelte lejligheder fik vi mulighed for at se omgivelserne og de var meget smukke. På den anden side, fik vi tørt tøj på og bilerne påbegyndte den vanskelige opstigning til Monteverde. Vejene dertil er grusomme - nogen af de værste i landet. Vores chauffør havde heldigvis en temmelig god musiksmag og vores bil emmede af god stemning hele vejen op til tågeregnskoven, hvor vi havde den store oplevelse af at se en vaskeægte jaguar - i min optik en større hund, men for husfredens skyld var vi alle enige om at vi har set en jaguar.

Vi ankom til Monteverde og blev indlogeret på Hotel Historias. Et lille charmerende hotel et stykke uden for byen, dog ingen forhindring for os bjerggeder. Vi fandt selvfølgelig vejen til byens bageri, hvor vi indtog kaffen og kagerne - igen. Efter en hyggelig rundtur fandt vi en butik med bøger, hvor vi købte en bog med Costa Ricans fauna. Vi fandt overraskende nok også en butik, hvor man kunne købe øl - Søren smagte en japansk øl i Costa Rica, mens Betina prøvekørte den lokale chokolade. Gruppen havde besluttet at spise sammen og vi kørte ned i byen til en lille lokal restaurant, hvor guidebogen reklamerede for gode traditionelle måltider på menukortet. Restauranten var stuvende fuld og vi ventede i timer på vores mad. Ved serveringen blev vi desværre rimelig skuffede og måtte indtage søde sager for at kompenserer for skuffelsen.

Dagen efter var til vores disposition og vi havde valgt Selvatura Adventurepark, hvor vi så en krybdyr- og paddeudstilling, vi besøgte en kolibrihave og ikke mindst zip-linede. Vi blev hentet på hotellet og kørt langt op i tågeregnskoven, hvor vi startede med at zip-line. Selvatura har en zip-line på 1 kilometer, hvilket var en helt igennem fantastisk oplevelse. Der var 15 platforme, med forskellige højder og i forskelligt terræn, hvilket gjorde oplevelserne enestående. Det var top professionelt hele vejen igennem og kan varmt anbefales til alle aldre. Vi afsluttede med tarzanspring og den lange taxatur på en kilometer. Vi havde kamera på og turen kan ses på den indsatte video.

Kolibrihaven var også en god oplevelse, hvor vi langt om længe kom rigtig tæt på de meget charmerende og hurtige fugle. At vi skulle se en coati kom meget bag på os, den spankulerede ganske enkelt igennem kolobrihaven, men var ikke særlig fotogen. Udstillingen med padderne og krybdyrene var en informativ oplevelse, selvom dyrene var bag glas. Vi genså vores ven fra La Danta - Eyelash Pitviperen - denne gang med en tyk rude imellem os. Små røde giftfrøer, mega giftige fer-de-lance slanger og leguaner var indbyggere i dette terrarium. Efter en spændende aktiv dag vendte vi tilbage til byen, hvor vi nød en stor is inden vi smed os i sengen på Historias. Vi opdagede en kæmpestor Herculesbille og den blev udsat for mesterfotografens færdigheder.

Vores værelse i Monteverde med super flot udsigt ud over byen.
En Herculesbille havde forvildet sig ind i et hjørne på Hotel Historias.
Pacuare river rafting.
En nysgerrig coati i naturparken.

Om aftenen havde vi besluttet os for at få et rigtig godt måltid - om det måtte koste en formue. Vi valgte Johnnys så lå ligge rundt om hjørnet - det skulle blive et rigtig godt valg. Maden og omgivelserne var helt i top. Vi fyldte os med lækkerier og kunne slet ikke spise nogen dessert - en noget ny oplevelse. Vi blev også beriget med besøg af en armadillo midt i maden. Først kom der en kat gående og lidt en en meget hurtig armadillo - ja, hvad kan man sige til det?

På vej til hotellet fandt vi en lille sourvenirbutik, hvor vi købte de obligatoriske stykker julepynt og små gaver til ungerne. Det var en meget autentisk butik med sourvenirs fra de lokale i området. Tilbage på hotellet pakkede vi vores sække til tidlig afgang næste morgen mod stranden - Playa Hermosa.

Zip-lining i Monteverde - Selvatura Adventurepark. Denne line er 1 kilometer lang.
Playa Hermosa.

Vi blev hentet i den sædvanlige hvide minibus, som kørte os sydpå mod Playa Hermosa. turen var både lang og varm, men forude ventede der os en kæmpe oplevelse med Stillehavets frådende bølger. Tæt på Hermosa stoppede vi ved Rio Tarcoles - krokodillefloden, hvor vi bestemt ikke havde lyst til at dyppe tæerne. Floden var besat af trætte diller, som også kunne finde på at svømme ud til kysten for at nyde en stakkels surfer. Det havde vi selvfølgelig i tankerne, da vi væltede os ud i det varme vand....

Vi stoppede ved et kæmpe varehus for at proviantere søde sager og penge til de sidste par dage. Derefter fortsatte vi mod havet, hvor vi skulle bo på Hotel Ola Bonita. Det skulle vise at være turens absolutte ringeste overnatninger, men med en fantastisk beliggenhed. Vi fik en lejlighed med køkken og bad og hele 6 soveplader.

Ingen tid at spilde - på med badetøjet og ud i Stillehavet, så viste sig fra sin mere brutale side. Magen til bølger skal man lede længe efter....vi faldt på rumpen flere gange og måtte virkelig bruge kræfter på at holde sig oprejst i surfen.Vi hyggede os i lang tid, nogle af gutterne lejede surf-boards for at afprøve stedets berygtede surfermuligheder, men vi smed os bare rundt i bølgerne.

Turen er tæt på at være slut, så vi beslutter at spise en lækker afskedsmiddag i den nærliggende by Jaco. Det var rigtig hyggeligt og vi havde mange gode samtaler med vores medrejsende. Gutterne skulle videre til Montezuma på Peninsula de Nicoya, mens de andre inklusiv os selv skulle tilbage til San Jose. Dog skal vi videre op nordpå til Playa Ocotal for at hygge med fire stjerner, flot natur og tosomhed.

Tilbage i San Jose spiste vi en sidste gang sammen med de resterende i gruppen og tog afsked med dem. Vi havde bestilt en tidlig bus næste morgen, som skulle køre os nordpå.  Samtidig havde vi booket vores sidste overnatninger på Hotel Fleur de Lys.

Bussen kørte norpå i kendt terræn, stoppede for at proviantere godter til resten af turen, kørte igennem byen Liberia, som Betina havde boet i på jordomrejsen og endelig var vi i Playa del Coco.

Vi tog en taxa det sidste stykke vej ud til resortet, som viste sig at være i en noget andet vægtklasse end vi havde været vant til på denne tur. Vagt ved indgangen, eget hus med egen pool med superflot udsigt over det meste af bugten...hvis man da stod på tæer.

Solnedgang på Ocotal Beach Resort.

Vi var fulde af forundring over de mange kvadratmeter, der tydeligvis var vores de næste par dage. Et kæmpe mæssigt rum med en stor dobbeltseng, en kæmpestue med fjernsyn og et lækkert badeværelse med skylight...men især den lille hyggelig pool var fantastisk. To liggestole og to trætte rejsende med numserne godt placeret, en kop kaffe og lidt guf!

Vi traskede derefter lidt rundt i området, gik ned på stranden, fandt restauranten hvor vi skulle spise morgenmad og fandt til sidst superskoene frem for at gå ned til byen. Det skulle vise sig at være en temmelig varm tur, så da vi nærmede os byen var vi både sultne og tørstige. En super lækker burger med kold sodavand blev indtaget i hyggelige omgivelser. Vi gik mætte rundt i byen, så noget af en lokal fodboldkamp og vaskede tæerne i strandkanten. Det er en lille flække med enkelte restauranter - vi spiste pizzaer på én inden vi igen bevægede os hjemad. Der var også iscafeer, de sædvanlige tusinde små turistforretninger med special price for you my friend og supermecardoer med chokolader og colaer.

Vi tog kameraet frem og gik på stranden i aftentimerne, hvor vi nød de mange hermitters livlige færden i sandet. Vi samlede skaller og så en fantastisk solnedgang, hvorefter vi begav os tilbage til vores luksushytte. Pænt puttet og lige faldet i søvn, blev vi vækket af støj fra den anden halvdel af huset. En anden familien var åbenbart ankommet temmeligt sent og skulle nu igang med at pakke ud, foretage diverese toiletbesøg med bad og ikke mindst se olympiade i fjernsynet samtidigt. Hvad vi jo ikke vidste var at dette dobbelthus havde den mest elendige lydisolering...hvis overhovedet nogen. Vi brokkede os svagt over vores gæster og forsøgte ihærdigt at falde i søvn igen.

Nsæte morgen vidste det sig at være gæster fra Rusland vi havde på besøg. De kom fra en andet resort - det dyreste i nærheden og skulle kun lige overnatte her én nat, før de skulle videre. Ærgeligt tænkte vi og glædede os allerede til at være kun to igen. Lige så pludseligt som de var kommet, forsvandt de igen og vi smed os igen i vores pool, lå på vores liggestole og fodrede vores kæmpe leguan med bananer. Vi har faktisk set flere kræ her på resortet end vi gjorde i junglen. Der kom en vaskebjørn og drak vand fra poolen om natten, vi har mange forskellige slags fugle - dem i luften og dem der stjæler folks morgenmad fra deres tallerkener i morgenmadsrestauranten, vi har set mange leguaner og insekter er også godt repræsenteret.

Betina fik mulighed for at dykke to gange: sitet var en kæmpe stenformation, hvor der blev set en whitetip reef shark - den sov heldigvis...en green sea turtle, stingray, frogfish, puffers, porcuinefish, triggerfish, parrotfish, morays, reef squid og en cornet.Dykningen var temmelig anderledes end f.eks. Egypten, da der ikke var noget farvestrålende koraller, vandets klarhed var ikke så tydelig og mængden af fiskene ikke særlig pralende. Men det var en supergod oplevelse at se både hajen og skildpadden.

Godt på land igen efter en kort sejltur kunne vi gøre klar til en god middag på en strandrestaurant. Vi fik en rigtig god middag i superhyggelige omgivelser. Desværre skal vi tilbage til San Jose i morgen; en enkelt overnatning og flyet tilbage til DK igen. Turen med bussen går uden problemer, vi flader ud på hotellet, hvorefter vi gør os klar til sidste aften. Vi skal mødes med gutterne på en argentinsk restaurant kendt for deres lækre oksekød. Gutterne står klar på torvet i deres spraglede Bernardo-t-shirts. En hyldest til deres helt. Vi snakkede om vores ture på egen hånd de sidste par dage over en lækker middag, hvor størstedelen af måltidet kunne sige muh. Det var en fantastisk måde at sige farvel på efter en kanon oplevelse i Mellem amerika. På vej tilbage til hotellet, fjollede vi med en lettere beruset lokal, der lånte os hans cykel. Det blev til flere indkriminerende billeder og lidt you-tube materiale....og temmelige mange høje grin fra os alle sammen.

Vi sagde på gensyn, da vi skal med samme taxa til lufthavnen næste dag. Resten af aftenen går med at snakke om løst og fast omkring de sidste par uger. Det bliver hårdt at komme hjem til hverdagen igen, men også rart at kunne være grounded mere end et par dage af gangen.

Tidlig næste morgen sætter vi os i taxaen og kører med gutterne  til lufthavnen, hvor vi bruger de sidste mønter på kaffe og chokolader - intet nyt i det....vi boarder flyet mod Atlanta, hvor vejret mildest talt ikke er særligt flyvenligt. Vi smider os ind i en større flyver med næste stop i Amsterdam. Her fodres vi med lækker morgenmad, hvorefter vi flyver videre mod CPH.

Turen har været en kæmpe succes - vi har heldigvis ikke haft nogen uheld eller dårlige oplevelser - vi har kun positive oplevelser, som vi vil huske resten af vores liv. Huske at vi sov langt væk fra civilisation, oppe i bjergene, med giftslange og andet kryb. Huske at vi tæskede rundt på de oppustelige både i hvirvlende floder. Huske at vi nød de mange stille stunder med kaffen i fantastiske omgivelser. Huske at vi zip-linede en hel kilometer oppe ovre junglens trækroner. Huske at vi på én tur oplevede at bo ultra primitivt uden el og komfur til vores 4 stjernede resort med egen pool og skylight i badeværelset. Huske at vi mødte så mange forskellige mennesker med deres helt egne fantastisk historier, som tit gjorde mega stor indflydelse på os. Huske at mange mennesker i lande med en helt anden kultur, politisk styre, religion og historie kan igangsætte positive tankeprocesser hos os, der komme på besøg. Vi tager ihvertfald en masse positive oplevelser med hjem!

Bungalow med egen pool.

Nyeste kommentarer