Afrikas Big Five

Union Café - drevet af Kilimanjaro Native Cooperative Union.

Vi beslutter os for at loppe en tur ind til Moshi for at finde et godt sted at drikke kaffen. Vi tager hotellets shuttlebus og efter 15 minutter på den meget ujævne vej befinder vi os igen i hjertet af Moshi. Vi har taget Lonely Planet guiden med og efter lidt besvær finder vi Union Coffee House,hvor vi stifter bekendskab med en ægte kop afrikansk kaffe. Den var guddommelig - ingen tvivl om det! Vi smæskede os dog først med en udemærket sandwich og en kold sodavand inden vi sneg os ud i Moshi folkemængde. Vi ville prøve at finde små spillegaver til den kommende juleaften - det bliver rigtig svært, da udbuddet af fjollegaver selvfølgelig er begrænset. Det lykkedes os heldigvis at finde 7 mere eller mindre anvendelige gaver, som blev pakket ind i yderst farvestålende papir. Tape er virkelig en mangelvare i Moshi - vi brugte tapen fra førstehjælpskassen. Mere vanskeligt skulle det vise sig at opstøve en terning til pakkelegen. Vi prøvede kræfter med tegninger og diverse forklaringer. Vi fik alverdens anvisninger på forretninger, som muligvis havde en terning,  men vi havde intet held. I en boghandel fik vi dog en bog til Aslak som havde fortalt os at han gerne ville lære Swahilli - dette kunne vi selvfølgelig ikke undlade at reagere på - man er vel læreruddannet.

Med pakker i poser begav vi os tilbage til Union Coffee House, hvor vi bestilte to kæmpemæssige kopper cappuccinos med kager. Cafeen var heldigvis også udstyret med et super godt udvalg af lækre kager, så det blev en fantastisk oplevelse i selv 35 graders varme. Cafeen har også deres eget kafferisteri - så duften af friskristet bønner kunne fylde hele lokalet. Mums.

Vi gik tibage til busstoppestedet da varmen blev for meget for os. Bussen lod vente på sig og vi oplevede igen at afrikanerne har masser af tid. Bussen kom endelig og vi kørte tilbage til Springland for at smide os på sengen med en pose lakridser og vores bøger. Bøgerne faldt dog hurtigt på gulvet og endnu en  velfortjent lur.

Aslak havde bestilt bord på en lokal indisk restaurant og han havde overikøbet forudbestilt maden, så vi ikke skulle vente for lang tid. Vi tager bussen til Moshi og finder hurtigt den lille hyggelige restaurant ved navn Indoitaliano Restaurant. Der serveres to forskellige menuer: italiensk og indisk. Vi har ufrivilligt valgt indisk og det var super lækkert. Der blev serveret ris og naanbrød til kødretterne. Der er mange udlændinge i restauranten som syntes at være et vandingshul for vestlændinge. Bussen henter os og kører for sidste gang tilbage til Springland, hvor vi gør klar til morgensdagens tidlige afgang mod Arusha.

 Tidligt næste morgen gør vi de sidste ting klar til safarien. Vores super tunede jeeps ankommer og efter at have betalt vores regninger, påstiger vi den leopardbetrukne bil med Laurie som vores chauffør hedder. Vi skal først en tur ind til Arusha, Tanzanias mest veludviklet by. Den kaldes også for Safari-hovedstaden. Arusha ligger i en område hvor jorden er særdeles frugtbar, så området regnes for mere velhavende end det sydlige Tanzania.

Vi stopper ved et indkøbscenter, hvor de fleste er "hvide" - priserne er også derefter, men udbuddet af varer er ligeledes højt. Vi handler ind til safarien, slik, chips og chokolade. Det bliver også til en italiensk frokost, en rigtig lækker panini og en god kop kaffe. Det skulle vise sig at være temmelig vanskeligt at spise dem i den bumlende jeep, der ihærdigt forsøgte at komme igennem de mange mennesker. Arusha var fyldt af mennesker, der var hjemme på juleferie. Søren og jeg hyggede med frokosten og efter en halv time stoppede vi på en slags "rasteplads", hvor de andre kunne spise vores medbragte madpakker. Jeg misundte dem ihvertfald ikke - min panini lå godt i maven og selv ikke en velstegt kylligelår kunne ophidse mit tarmsystem. Vi indsamlede alt det vi ikke selv kunne spise og Laurie sagde at vi kunne give det til nogle Masai børn på vejen mod Lake Manyara.

Vi mødte mange børn på vejen og på et sikkert sted standsede Laurie og vi gav vores rester til 3 unge drenge, der næsten kom op og slås over chokoladekiksene og kyllingestykkerne. Bagefter kunne man overveje om vi gjorde det rigtige, da deres kost normalt består af mælk, kød og blod. Det er ikke umuligt at de unge drenge fik temmelig ondt i maven den dag....

Ud på eftermiddagen kom vi frem til byen Mto Wa Mbu lige ved Lake Manyara. Vores safari starter med en Game Drive i Lake Manyara National Park, som ligger i bunden af den store "Great Rift Valley". Lange Lake Manyaras bred findes over 350 fuglearter og i perioder slår tusinder af flamingoer sig ned og danner et lyserødt bånd langs søen. Vi kørte i forskelligt terræn; skov, krat og åbne græsarealer, hvor der var gode chancer for at se elefanter, flodheste, bøfler, giraffer, zebraer, antiloper og gazeller. Vi startede med at se aber - bavianer og den mindre blå abe. Vi så også store sorte fugle med røde næb. Vi så vores første "sausage-tree" og vi nød synet af de første zebraer selvom de var langt væk fra vejen. Vi frydede os også over de første bøfler og som afslutning på denne Game Drive så vi vores første elefanter. De forsøgte at gemme sig i krattet og vi var ved at falde ud af jeepen for at tage de første billeder af dem. Set i bakspejlet var oplevelsen ikke særlig ophidsende - men det vidste vi jo ikke før dagen efter, hvor Afrikas 5 store næsten lagde sig foran på vores vej for at vi skulle tage billeder af dem......

Vi kørte ud af parken og på turen ned til Karatu, hvor vi skulle sove på et søsterhotel til Springland, fordøjede vi de første indtryk af dyrelivet i Afrika. Vi ankommer til Highview Hotel - det røde hotel sidst på eftermiddagen. Vi indlogeres på en standard lidt højere end Springland, kaffen indtages i lobbyen og vi kan glædes over et stort værelse med plads til bagagen og masser af varmt vand til kroppen. Det var jo en ganske speciel aften - juleaften, så det medbragte pink juletræ udfoldes og der påsættes dertilhørende lyskæde. Søren og jeg iklæder os det medbragte juletøj......og går mod restauranten, som virkelig har gjort deres bedste for at tilbyde gæsterne en hyggelig middag med lidt luksus på menuen. Grillstegt hummer og lam. De har også bagt nogle store julekager - ikke Ris ala Mande, men er udemærket erstatning. Vi hygger med den dejlige mad og fyldermos med dessert inden vi snupper kaffen med ud i lobbyen for at starte årets pakkeleg.

De andre er med på legen og efter at have forklaret de få regler til Aslak - som også har fundet en vaskeægte terning, starter spillet. Søren og jeg er de eneste der ved hvad der er i pakkerne og hurtigt får vi bestemte gaver til at være attraktive. Der spilles en rum tid og ved afslutningen får alle en gave. Der grines over indholdet; vaseline til Aslak, tørrede mangoskiver til Lene, Maria fik babyolie..., Paul Erik en dåse med Indisk karrypulver, Søren fik balloner, Peter fik energityggegummi og jeg fik vatpindene. Aslak beriges med bogen Sådan lærer jeg Swahili. Vi holder os lidt tilbage for at danse om det store pyntede juletræ, da en flok nordmænd underholder med majstangs- og børnesange. Peter og Aslak indtager istedet poolbordet, mens Søren og jeg går mod værelset - mætte og trætte.  

 Morgenmaden blev serveret tidligt 1.juledag - hyggeligt at nyde en kop kaffe mens solen langsomt varmede luften op, mens vores tanker gik nordpå til familien, der sikkert lægger ekstra brænde i ovnen inden de går igang med de traditionelle julefrokostretter. Vi kører mod lågen til Ngorongoro Conservation Area, hvor vi indskrives inden vi kan køre ind i nationalparken. Ved lågen er det en turistinformation, hvor man kan købe alle de traditionelle kort, bøger og Masai-nips. Der er også en rigtig god model over krateret med fyldestgørende informationstavler med forklaringer omkring dyre- og planteliv samt dannelsen af krateret. Vi skal ikke opleve krateret idag, men kommer tilbage til det inden vi forlader Serengetien. Vi stopper dog og får de første fantastiske billeder af området. Sikken en udsigt, det er temmeligt svært at lade billeder fortælle denne oplevelse. Krateret er kæmpestort og intet billede vil kunne afdække hele krateret naturlige skønhed.

Vi stiger langsomt og omgivelserne ændrer sig hurtigt til et regnskovsterræn. Det støver meget under kørslen og til tider er det irriterende at taget er åbnet, da støvet kravler ind steder man ikke troede eksisterede - dog er der en tendens til at især næsebor hurtigt tilstoppes.

Efter et stykke tid kører vi nedad og befinder os pludseligt blandt giraffer. Tænk engang at de netop stod foran Serengetilågen og ventede på os. Der kæmpes om de gode pladser for udsyn i bilen, da alle gerne vil fotografere disse store savannedyr. Om et par timer har vi set utallige giraffer, men det vidste vi jo ikke. Set i bakspejlet, må vores chauffør have grinet lidt af os. Ved lågen til Serengetien spiste vi vores medbragte frokost. Den var lidt mere ophidsende, da vi selv havde valgt hvad der skulle i den. Jeg havde ihvertfald tvunget to stykker kylling ned i dem og kagen var også kommet i flertal. Vi nød frokosten, mens fastliggerne - meget emsige stære - fløj os om ørene, for at tigge lidt rester fra turisternes festmåltider. Dog var der tydeligt skilte der frarådede os at fodre dyrene: som udsagnet fint forklarer: animals can find their own food! Vi så en kæmpe Marabou - den fugl stod temmeligt langt nede i køen, da Vor Herre delte ud af skønhed. Hold da helt op hvor er den utiltagende og en meget ihærdig tigger. Vi afsluttede forkosten med en herlig kop frisklavet cappucino, lavet på en helt ny maskine - alletiders.

Få kilometer inde i parken og der er bare dyr allevegne. Vi ser vores første zebraer, gnuer, flere giraffer. vi ser Masiaer og deres bopladser. Vi ser maskerede Masaibørn, der vogter geder. Vi ser også til vores store overraskelse dromedarer - dem bruger Masaierne til at besøge hinanden på. Det havde vi ikke lige set komme... Vores sanser er tændte - øjnene kan knap nok følge med. Inden dagen er omme er vores hjerne fyldt med nye sanseindtryk, som vitterlig er helt nye, for hvem har lige set tre voksne hunløver, som passer på tre små løveunger? Hvem har lige set to velvoksne hunløver, der ligger og hviler sig efter en større frokost, mens liget af en stakkels gnu ligger i baggrunden, hvem har lige oplevet hundredevis af gnuer på vandring? Jg føler at David Attenboroughs fantastiske udsendelser fra savannen er vand i forhold til at være få meter fra den virkelige arena - virkelig priviligeret og ovenud lykkelig over at have været så heldig.

Vi besøger også en vaskeægte Masai-landsby, hvor der sjovt nok var entré på 10 dollars. Vi blev mødt at mandlige Masaier, som kunne tale engelsk - de var vores guider på denne noget opstillede tour igennem Masiaernes verden. Vi oplevede nogle traditionelle danse og ikke mindst de berømte højdespring med samlede fødder og uden kip. Meget imponerende må man sige. Vores guider viste os rundt i hytterne, fortalte os om byggemetoderne, at kvinderne havde 7 dage til at lave hytten, at kun de mindste børn bor hos deres forældre, at de større drenge skulle forlade bopladsen for at være sammen med en ældre. Den ældre skulle så oplære drengen, som tilsidst ville blive erklæret en mand. Deres føde består af mælk, kød og blod. De dyrker intet, så man kan vel undre sig over hvor de fik vitaminer og mineraler fra. Vi så en lille skole, hvor eleverne blev undervist i Swahili og vi fik et indblik i hvordan deres utrolige smykker blev fremstillet. De prøvede også at lave ild, men det lykkedes dersværre ikke. Det var spændende at får et indblik i Masaiernes liv, dog med en underlig følelse af at hele besøget var en falsk opstilling. Efter et hurtigt toiletbesøg......kørte vi videre ud over savannen, hvor dyrelivet stod til parade langs vejen.

Lige meget hvor Lauire lørte os hen, så vi savannens pragteksemplarer. Elefanten i hobe - vi var vitterlig så tætte på dem at man næsten kunne røre dem. Vi så vores første hyæner og igen må man sige at de heller ikke stod forrest i køen til et smukt udseende. De ligner næsten en sørgelig samling af tilfældige rester, som skaberen ikke kunne sætte sammen med noget andet. Den er temmelig uheldig - både i udseende og i adfærd.

Efter en lang kørertur med tusinde af fantastiske indtryk ruller vi ind på Wild Camp, der består af store canvastelte med dobbeltsenge, indbygget toilet og bad og ikke mindst muligheden for at ligge med "åbne" vinduer og kigge og lytte til dyrene. Vi boede i den næstsidst i vores række og dermed næsten frit udsyn til savannen. Efter en velfortjent kop kaffe eller to, prøvede vi det primitive brusebad og hold da op en fornøjelse. Vandet var varmt og vi hyggede med at få det røde savannestød ud af alle de små kroge på kroppen. Med duftende kroppe sætte vi os ud og nød omgivelserne indtil vi skulle spise aftensmad. Campen har et stort fællestelt, hvor vi nød vores 1.juledags middag. Vi var godt sultne efter den lange dag i jeepen og desserten var også en kærkommen godbid. Aslak informerede os som vanligt om morgendagens program, som skulle starte meget tidligt og uden morgenmad! Vi gøs ved tanken. En sidste kop kaffe og vi gik ned mod vores telt. Det er strengt forbudt at gå væk fra lejren, da der virkelig er vilde dyr lige udenfor. Vi kigger et kort øjeblik i vores bøger, hvorefter vi falder i søvn for at sove den bedste nattesøvn vi har haft i umindelige tider. Vi kunne godt unde folk med søvn-problemer en tur i Wild Campen.

 Vi vækkes af mobilalarmen meget tidligt efter en nattesøvn der vurderes helt i top! Selv med baghaven fuld af vilde dyr og en temmelig tynd canvas havde vi begge to sovet som sten og tillige rigtigt godt. Ikke at vi sprang ud af "dynerne" da alarmen ringede, men følelsen var fantastisk. Campen var endnu ikke operationel, så kaffen måtte vente til senere. Vi havde dog pakket nogle kiks, chokolade og vand til dagens første game drive.

Det skulle hurtigt vise sig at vi havde taget for lidt tøj på. Savannen er forholdsvis kold i de tidlige morgentimer og Søren havde undladt strømper, hvilket han fortrød. Vi bumlede ud over savannen, men den kolde morgenluft blæste ned under taget og fik os til at længtes efter gårdagens ulidelige varme.

Laurie startede med at forstyrre en stor flok hyæner stadig i deres nattøj. Gruppen var i gang med at fortære de sørgelige rester af et kræ, deres maver bar tydelige tegn på dette. Vi måtte dog køre rigtigt langt før vi oplevede de morgenfriske løver. Laurie havde observeret en enlig løve igang med at snige sig ind på en hjort i det høje græs tæt på et sted med vand. Vi stoppede bilerne og lod os fornøje af det langsomme optrin. Det vi først så senere var, at løven ikke var alene. Pludselig kom to andre løver til syne, de deltog også i snigeriet. Dog måtte de undvære frisk "morgenbrød", da hjorten pludselig besluttede sig for at flytte bagdelen. Om den havde set eller hørt løverne eller blevet advaret vides ikke, men Laurie mente bestemt at løverne havde forspildt deres chance. Det havde vi så til gengæld ikke - løverne gik tæt forbi vores biler og vi fik nogle fantastiske nærbilleder af dem.

Vi havde kørt langt væk fra campen, så det tog selvfølgelig tilsvarende lang tid at komme tilbage til morgenmaden. På tilbagevejen så vi tusindevis af bøfler - store kreaturer med små stære på ryggene. Der stod en sværm af fluer rundt om hver eneste af dem..... I vores guidebog kloges man på at en bøffel kan veje mellem 250 til 850 kilo! De delte vejen med Kuduer, gnuer og gazeller - vi blev beriget med tusindevis af dyr i bevægelse. Aslak fremhævede vores held - det var først gang ud af mange ture på savannen, hvor han havde oplevet så mange forskellige dyr og i de antal. Hvad vi deværre ikke oplevede på Kilimanjaro, oplevede vi absolut på Serengetien! Det står som en oplevelse vi ikke glemmer. På intet tidspunkt følte vi at vores chauffør overtrådte kørselsetikken - han blev på de mærkede veje, han stoppede og ventede på passerende dyr, han stoppede med passende afstand til dyrene og lod dem fortsætte deres færd uden at vi forstyrrede dem. En meget positiv oplevelse i et miljø der meget vel kunne været presset af turisterne - det at skulle have de bedste billeder tættest på uden at tage hensyn til dyrene, var ikke på Lauries dagsorden og det glædede os!

Tilbage i campen til en velfortjent kop kaffe. Der blev serveret morgenmad og frisk frugt. Super lækkert efter lang tid i bilen. Vi benyttede resten af formiddagen til at læse i vores bøger, påbegynde en kryds og tværs (den er stadig ikke færdig...) og bare nyde campen med det omkringliggende miljø. Efter frokost hoppede vi igen ombord i bilerne. Game drive 2 var i fuld gang. Vi manglede stadig at se næsehorn og floidheste, så Laurie havde en overraskelse til os. Efter et smukt rendevous med en stor gruppe elefanter og deres unger, kørte vi tæt af en flodbred ned til en flodheste pool. På vejen derhed stoppede vi og ledte efter flodheste, men uden held. Jeg er sikker på at jeg så noget helt andet, men holder den information for mig selv, da jeg ikke helt tror på at jeg har set en krokodille.....

Vi ankommer til en slags rasteplads, som alle andre safaribureauer også har fundet. Der er ihvertfald rigtig mange turister, som stimler sammen om en lille sandsti ved flodbredden og der ude i floden ligger usædvanlig mange flodheste og hygger sig i det mudrede vand. Der er forholdsvis stille, de ligger med næserne i vandkanten, stiller hovederne op en gang imellem, mens de temmelig sikkert tømmer deres tarme i det mørke vand. Det føltes en lille smule underligt at man netop i det område gerne må gå ud af bilerne, for her kommr der jo ikke vilde sultne dyr, vel....

På hjemturen møder vi igen Marabouen, denne gang højt oppe i trætoppene og med modlys giver det ikke nogle gode billeder. Men kan der nogensinde blive et godt billede af en Marabou? Vi ser også storke - en vaskeægte "dansk" stork midt på savannen i Afrika! Vi ved jo godt at den flyver til Afrika om vinteren, men at se én giver da stof til eftertanke. En temmelig lang flyvetur må man sige. Vi møder både geparder og leoparder - får nogle super flotte billeder af geparden, mens billederne af leoparderne liggende i træerne ikke blev så gode. Der lå ellers to store leoparder i det samme træ; de ænsede os ikke, sov bare videre mens et lille ryk med halen var den eneste bevægelse de foretog sig.

På turen tilbage til campen snakkede vi om hvor ualmindelige heldige vi havde været. Hvis vi skulle sætte et flueben for hver dyreart vi havde set, ja så manglede vi faktisk kun 2. En hanløve og et næsehorn. Men vi manglede jo også at besøge Ngorongoro krateret! Vi havde også set rigtig mange af hver dyreart - det er en selvfølgelighed at Serengetien på bestemte tider er motorvej for migrerende dyr, men det er en stor oplevelse at se tusindevis af gnuer på denne vandring. De er på vej til barselsafsnittet, hvor de i februar føder deres kalve. Der er ca. 1,5 millioner gnuer i det område! Der fødes omkring 8000 kalve om dagen i februar, men ca. 40% oplever ikke de første 4 måneder.

Jeg spørger ind til muligheden for at se krokodiller på Serengetien og ja, der er diller herude. Det er ikke umuligt at jeg havde set den og øv, at jeg ikke stolede på mine øjne. Et billede af en krok havde også været spændende. I det nord-vestlige område skal gnuerne over den berømte flod Grumeti River, hvor de meget sultne krokodiller venter på buffeten. Det er den flod der vises i naturudsendelser og hvor de stakkels små uerfarne kalve bliver til forretter.

Efter en lækker aftensmad i fællesteltet går vi ned til teltene i lyset af et lille lejrbål og de første nattegæsters stemmer. Det bliver ikke til meget læsning den aften og pandelamperne slukkes da ordene i bøgerne ikke giver mening længere. God nat og sov godt - det gjorde vi ihvertfald.

Vi vågner efter endnu en fantastisk nattesøvn i Wild Campen. Ved morgenmaden er der livlig snak om nattens forstyrrelser. Aslak har ikke sovet på grund af en højlydt hyæne, de andre har også hørt uromageren, mens Søren og jeg må tilstå at vi intet har hørt...overhovedet!

Vi gør klar til afgang, alting pakkes i bilerne - også de obligatoriske madpakker! Laurie kører os stille og roligt ud af campen og det nærliggende område - underligt at tænke på at man kan overnatte helt her ude, i et telt af stof og med de farligste dyr lige udenfor. Der havde været et lille rygte om at en løve havde været tæt på lejren igår aftes. Cirka 300 meter fra os....og hvad så? Vi spurgte de ansatte om elefanterne kom ind i lejren. Det gjorde de da - det var dog bedst at lade dem passere - det skete uden problemer, hvis man ikke forstyrrede dem eller på anden måde stressede dem. Det var temmelig tydeligt at de vilde dyr kom ind i lejren, da deres efterladenskaber var rundt omkring.

Turen ud af parken var som turen ind: fyldt med dyr. Giraffer og elefanter, masser af græssende zebraer, sjakaler på afstand og tusindevis af gnuer på vandring. Ved lågen udskrives vi og kan fortsætte mod krateret. Den lige vej igennem parken syntes uendelig, men pludselig kan vi se forskelle i terrænet. Krateret nærmere sig og vi ser igen vores lille Masai-landsby, hvor nye turister står klar til by-vandring og gode røverkøb.

Laurie fortsætter mod højderyggen og pludselig kommer krateret til syne. Kæmpestort ligger det foran os, med små veje snoende ned af kratersiderne. Den kæmpemæssige Lake Magadi ligger og soler sig midt i calderaen. Krateret er 19 km bredt og dækker 264 km2. Ngorongoro er en af det største intakte calderaen i verden, som ikke er en sø. Dens vægge er mellem 400 til 610 meter høje og er vært for en unaturlig samling af løver, elefanter, bøfler, strudse, gnuer, hjorte af alle arter og zebraer. Der er forskellige biotoper: savanne, sump og skove.

Der burde være en god chance for at se næsehorn! Vi så store flokke flamingoer - dog på afstand. Vi så flodheste ved Ngoitoktok Springs picnic area - skulle dog spise i bilerne, da stedet var befængt med ihærdige og meget nærgående fugle, der tyvagtigt ville stjæle vores mad.

Det koster 200 dollars at få tilladelse til at køre ned i krateret og man må kun være der i 6 timer. Der må kun køre 4-hjulstrækkere i krateret, da vejene til og fra er stejle og i regntiden svære at komme op af. Det skulle vise sig at vi heller ikke skulle forlade krateret uden problemer - dog af en noget anden karakter end mangel på hestekræfter.

Vi kørte rundt ned i krateret og stødte hurtigt ind i Pumba med familien. Vi så alle de dyr vi havde haft fornøjelsen af ud på Serengetien - dog længere væk og ikke i samme antal. Krateret var ikke den store oplevelse, som vi havde regnet med, men det var kun fordi vi havde været så heldige ude på Serengetien. Vi var simpelthen blevet spoleret! Vi så dog hanløven og også i flertal. 3 store hanløver lå og sov formiddagslur i det høje græs. Vi ventede længe på at én af den ville påbegynde en biologisk sceance med en veninde, men uden held.

Laurie finder et næsehorn til os - cirka 5 kilometer væk! Vi fræser hen over krateret i håbet om at komme tæt på det, men det er ikke muligt. Billederne derfra er ikke noget at prale af, men vi SÅ altså et næsehorn. Vores tid er opbrugt og vi skal op af krateret og videre mod Karatu. Vi kører sammen med flere andre biler op af krateret ad en ny vej. Vi kommer dog ikke særlig langt, før vores vej er blokeret af en lastbil. Der er tumult mellem chaufførerne og de stiger alle ud og går op ad vejen, hvor der er en livlig diskussion igang. Det viser sig at denne nye vej ud af krateret kun er delvis færdig og at chaufførerne ikke har tilladelse til at køre på den endnu. De har ventet langt tid på at den skulle blive færdig, da den vil forkorte længden ud af krateret med ca.7 kilometer. De er nu irriteret over at vejen endnu ikke er færdig og at deadline for projektet udskuddes igen og igen. Lastbilen er placeret for at forhindre dem i at bruge den endnu ikke færdiglavede vej, men det forhindrer ikke denne gruppe chauffører. De omlægger vejen ved at bruge bagsmækken fra lastbilen som ekstra spor og med tomme biler kører de rutinerede chauffører hen over den, så vi kan komme op af den nye vej.

Og vejen er ikke færdig endnu, det er tydeligt og vi er glade for at vejen er tør og rimelig nem at køre på. Men ved toppen er der opsat en bom med en stor hængelås. Vi tænker at nu er vi på røven, men med en spade og lidt Tarzan, så er bommen hurtigt oppe og bilerne kan passere. Soldaten ved bommen noterer vores nummerplader og det skal hurtigt vise sig at ideen med at køre ud af denne vej var en dårlig ide.

Ved lågen bliver alle bilerne holdt tilbage af myndighederne. Heldígt for chaufførerne at de havde deres fagforening med dem. Der blev talt og påskrevet og folk med myndighed og hatte kom og deltog i konflikten. Det var en temmelig uenig flok, der højlydt råbte og var tydeligvis meget vrede. På et tidspunkt blev der også udvekslet vold, hvilket fik de fleste af os ind i bilerne igen. Hvis bilerne kan holde vilde løver udenfor, så kan de vel også holde meget vrede afrikanere udenfor. Søren og jeg sad i jeepen under det meste af urolighederne, men Peter vil snuppe lidt frisk luft sammen med en kold Cola og en pakke chokoladekiks. Det han ikke havde regnet med var de meget nærgående bavianer. Pludselig så Søren Peters arme bevæge sig som møllehjul. Han løb rundt om bilen og det skulle hurtigt blive synlig hvorfor. En kæmpestor bavianhan havde set sig glad på hans chokoladekiks og selvom Peter smed kiksen, sprang aben stadig efter ham.  Det var faktisk ret uhyggeligt, da bavianer har ekstrem store tænder og er super stærke. Peter flygtede dog og lod de lokale forsøge at skræmme aben væk. Den måtte dog lige en tur ned på en bil, hvor den markerede magt og domæne, og fik de lokale til at søge passende afstand.

Langt om længe fik chaufførerne tilladelse til at køre igen. Laurie var naturligvis ked af det, han undskyldte mange gange, men vi forstår godt deres fustration. Godt at de tør kæmpe kampen. Det var nogle trætte safarigæster der ankom til Highview Hotel i Karatu. Vi startede med en kop kaffe og derefter et godt varmt bad.

Aftensmaden blev nydt i restauranten, hvor vi bagefter indtog spillebulen med snooker. Det blev til en nordisk kamp mellem nordmanden Aslak, en kvindelig svensker og Peter, der forsvarede sin titel for juleaften. Det skulle blive en lang aften, så efter at jeg så inderligt tabte til Søren i Kalaha, gik vi tilbage til de tre dobbeltsenge og faldt i søvn. Imorgen skal vi gøre klar til flyveturen til Zanzibar og et besøg på børnehjemmet, som er ved siden af vores Highview.