Mellemamerika

Meget er sket siden sidst. Vi har lagt Sydamerika bag os og er nu landet i Panama i styrtende regnvejr. Alt er groent her, der er store palmer med bananer og kokosnoedder, der er masser af regnskov og vi har allerede faaet de foerste indtryk af en meget venlig og hjaelpsom lokalbefolkning.

Sandet er vaadt fra dagens store regnskyl, luften er fuld af insekter og regnskoven er begyndt at vaagne op til en ny nats aktiviteter. Vi er paa vej ned mod stranden midt om natten sammen med vores guide, der skal vise os de groenne havskildpadder, der i oejeblikket er i gang med at laegge aeg. Saesonen varer fra juni til slutningen af august, saa vi var meget heldige.
Vi havde slet ikke regnet med at se nogle skildpadder og til vores store forbavselse var stranden fuld af store spor fra de mange skildpadder.
Der er mange steder at se disse skildpadder i Costa Rica og vi havde held i uheld, da vi skulle ud til den karibiske kyst. Paa grund af de massive regnskyl blive vejene i bjergene ofte ufremkommelige og den rute vi havde valgt var derfor lukket. Heldigvis fik vi et godt raad fra en venlig sjael. Vi begav os ud paa en laengere rejse med bus over bjergene og paa veje uden asfalt indtil vi ankom til et soevnigt lille samfund, hvor man udelukkende lever af turisme, dog isaer amerikanske fisketurister. Vi oplevede en fantastisk venlighed og alt det vi oplevede skylder vi dem stor tak for. For en broekdel af de officielle priser sejlede vi ned af store floder og kanaler, saa skildpadder i maanens skaer og dovendyret haenge i traetoppen. Maaske turens hoejdepunkt indtil videre!
Det var netop i den lille soveby at vi kom under huden paa indbyggerne. En spaendende oplevelse, hvor vi spiste sammen med de lokale, sagde hej til alle der kom forbi os, gik paa bare taer i vandputterne sammen med alle de andre unger, lyttede til Bob Marley til langt ud paa natten og gik ture paa en gammel landingsbane, hvor hestene gik frit omkring.
Vi slappede af paa en helt anden maade, ungerne kunne loebe frit omkring uden at man skulle bekymre sig, mens de voksne kunne slappe af med en god bog og et dyrt stykke chokolade.
Vi sidder lige nu paa en internet cafe hvor der er vaskeri - et noedvendigt onde naar man ikke kan faa vasket toej alle vegne. I morgen skal vi videre til Arenal, en meget aktiv vulkan nordvest for hovedstaden. Den har vaeret i udbrud naesten dagligt siden 1968 og paa klare dage kan man se lavaen vaelte ned af vulkanen. Derefter skal vi videre ud til Stillehavet, hvor ungerne skal slappe af i havet, inden vi skal rejse ind i Nicaragua.

I mellemtiden skal vi skrive til vores guidebog - Lonely Planet om den lille by vi lige har besoegt. Bogen er lavet af rejsende og den indeholder intet om vores lille by, derfor vil vi goere vores til at den kommer med i naeste udgivelse.

Dagbog fra Oaxaca og turen til LA.
Vi havde med vilje valgt en by ikke langt vaek fra Mexico city fordi der skulle vaere rigtig mange gamle huse og en fantastisk smuk bymidte med den traditionelle kirke og utallige smaa cafeer og gallerier. Oaxaca er en slags kunstmagnet og vi blev ikke skuffet - vi saa saagar kunstnere, der sad og malede i de smaa sidegader. Men den by vi ankom til var en stor overraskelse - paa naesten alle bygningerne var der grafitti og vi saa isaer en tegning af en mand med briller og sort overskaeg, hvilket vi senere fik at vide var den lokale guvaernoer. Jo naermere bymidten vi kom, jo mere forbavset blev vi over byens tilstand. Den lignede noget fra Mellemoesten! Hele bykernen var afskaaret fra resten med udbraendte biler og bildaek. Paa torvet var der boder overalt med musik, bannere og propaganda - der var desuden mennesker overalt. Det viste sig at vi var havnet midt i en lokal strid mellem gunaernoeren og byens mange laerere og stridighederne var blevet optrappet yderligere da militaeret slog flere laerere ihjel.Denne aktion fik mange andre borgere i byen til at nedlaegge deres arbejde og byen foeltes mere eller mindre "doed". Heldigvis havde det ikke stoerre betydning for os og vi boede paa et rigtigt hyggeligt hostel - dog var koekkenet en biologisk bombe. En anden stor overraskelse var det lokale gigantmarked, hvor vi for foerste gang i lang tid kunne vaelge og vrage mellem alt muligt laekkert mad, baade kager, slik og lune delikatesser. Vi aad os maette hver dag og gik paa cafe og drak skummende kaffe og gik byen tynd!
Turen til Mexico City tog os igen gennem fantastiske landskaber - aldrig har vi set saa mange kaktusser, bjerge og smaa landsbyer. Det var en stor oplevelse for ungerne at koere igennem verdens stoerste by - og stor er den!
Vi havde bestilt et lidt dyrere hotel da det ligger lige ved siden af den busterminal, hvor vi skulle koere nordpaa fra. Ungerne blev tydeligt overrasket, da de saa de fine forhold - de voksne noed ogsaa lidt luksus! Vi tilbragte 2 dage i MC og havde vi vidst hvor meget der er at se og hvor nemt off. transport (metro) er, saa havde vi valgt at blive et par ektra dage. I MC besoegte vi den store ZOO - ganske gratis! Mange af dyrene havde ringe forhold, menne denne ZOO har pandaer og de var meget fascinerende. Vi besoegte ogsaa et sommerfuglehus og igen var vi meget imponeret - alverdens farver og stoerelse floej omkring os i et enestaaende miljoe.
Deres "fuglehus" er et sandt kunstvaerk - vi gik sammen med tukaner, papegoejer og mange andre eksotiske fugle.
Vi brugte tid paa at samle forraad til den laengste bustur (42 timer) en tur vi bestemt ikke saa frem til. Bussen lignede heller ikke den som vi havde set, der hvor vi koebte billetterne. Der var intet vand til at vaske haenderne i efter toiletbesoeg, lyset paa toilettet virkede sporadisk og selv kaffe-og tevognen udeblev, mens fartgraensen ikke blev overholdt og alarmen blev udloest hvert andet minut. Sikken en koeretur!
Ellers forloeb turen stille og roligt - vi gjore mange ophold hvor vi kunne koeber nye forfriskninger og DVD'en holdt sjaeldent fritime. Vi spiste, sov og saa fjerner, mens vi koerte gennem byer, oerkener, frodige plantager, ved kysten og hoejt oppe i bjergene.
Langt om laenge ankom vi til Tijuana - graensebyen til USA. Vi havde ikke meget spiseligt tilbage da tolderne ved de utallige politiafspaerringer havde konfiskeret alt!
Vi havde valgt at blive i Tijuana de sidste par dage inden vi skulle videre til Fiji fra LA. Vi havde bestemt ikke lyst til at gaa ombord i LA!
Vi boede paa et motel hvor alt var malet pink! Supergodt og ungerne fik mulighed for at taeve loes paa et graeskkar fyldt med slik fordi vi naermer os den 31 oktober og det er Halloween, hvor gaderne blev fyldt med smaa ivrige sjaele der tiggede slik. Det virkede ikke helst oprigtigt, da Mexico fejrer den 2 November med de "Doedes dag" og den ville vi meget hellere havde set end en wannabe Halloween aften.
Tijuana er bestemt ikke for vatnisser - det er en by med et rygte for ballade, druk og damer i alle afskygninger. Vi gik et par ture ned af Revolution - dog i dagstimerne, hvor barene ikke var aabne endnu. Der var til gengaeld souvenirforretninger alle vegne, hvor ihaerdige saelgere proevede at lokke/skraemme turisterne.
Vi glaedede os til at komme videre ind i USA, men det skulle vise sig at blive en besvaerlig proces, da tolderne undrede sig meget over hvordan vi dog havde raad til at foretage saa lang en rejse. De gennemgik alle vores dokumenter (1 time) og maatte besvare alverdens taabeligste spoergsmaal inden vi kunne krydse den travelste graense i verden - ifoelge tolderen!
Paa den anden side snoldede vi hos MD mens vi ventede paa Greyhoundbussen, som skulle tage os til LA. Det tog smaa 3 timer - intet i forhold til hvad vi efterhaanden er vant til...og en meget dyr tur ud til lufthavnen, hvor vi havde et par timers ventetid inden vi skulle flyve igen.
Vi sagde farvel til Arne, som har valgt at tage tilbage til DK igen - ikke alle syntes at backpackerlivsstilen er livet! Drengene og jeg gik ombord vores fly til varme eksotiske Fiji klokken 23.00, hvor vi hurtigt fornaemmede den meget afslappede Fijitid!