Gode råd om trekking
Udstyr og generelle råd om trekking i Himalaya.
Forberedelser

Udstyr
Som udgangspunkt skal man investere i en god dagssæk. Den skal have et bredt polsteret bælte og bør indeholde cirka 45 liter. Denne sæk skal på trekket indeholde de genstande som man vil anvende i løbet af dagens trek. Feks. en fleece, regntøj, vanter og hue, samt væske og lækkerier. Toiletrullen og spritten til hænderne. Vores sæk var fyldt op hver dag, da de sække som yakokserne bar kun kunne klare 12 kilo hver. Det er standarden for et trek i Himalaya og 12 kilo er virkelig ikke meget - vi havde vores tøj, toiletsager og soveposer i de store sække.Vi havde valgt Deuter aircontact 45 +10 liter.
Vi havde valgt at bruge vandrestave - det var klart et must! De skaber god kontakt til jorden og var i mange tilfælde med til at vi kunne holde balancen og sikrede en mere stabil ned- og opstigning - det aflastede i den grad knæene.
Vi havde igennem længere tid samlet det personlige udstyr i form af beklædning og fodtøj. Som udgangspunkt arbejdes der med lag på lag, det vil sige skiundertøj, svedtransporterende t-shirts eller langærmede trøjer, til vandrebukser med zip-off og varme fleecebluser. Vi havde øgså vores skaljakker med og regntøj. Vi investerede i nogle lette dunjakker til ekstra lag under skaljakkerne eller ved godt vejr som eneste varmekilde. Vi havde huer, to forskellige vanter og buffs.
Vores støvler er Meindl  Island Pro og var uden tvivl et rigtig godt køb! Ingen problemer med dem overhovedet. Vi havde sandaler med til om eftermiddagen - godt at være ude af støvlerne engang imellem.
Vi havde pakket alt i pakkeposer - en god investering, der giver overskud og letter forretningsgangen. Ting der ikke måtte blive våde, kom i en vandtæt sæk.
Vi havde vores pandelamper med - og vi fik virkelig brug for dem! Især om natten når man skulle på toilettet. Vi fik virkelig også brug for vores solbriller - dem må man ikke glemme! En hat med skygge eller kasket, samt solcreme og læberpomade med faktor.
Det er vigtigt at man har en god drikkedunk, alt for mange bruger engangsflasker og det er ikke hygiejnisk. Vores vand blev pumpet og filtreret af vores guider hver dag.


Højdesyge
Lad os sige det med det samme, der er ingen mirakelkur mod højdesyge, men der er rigtig mange klare forholdsregler man kan forholde sig til og dermed minimere risikoen.
1. drik rigeligt med vand - og vi mener rigeligt med vand. 6-8 liter om dagen. Drik selvom man ikke har lyst eller behov. Blodet bliver basisk når man stiger i højden, det udskiller nyrerne, derfor er det vigtigt at drikke rigeligt med væske, da man skal fremme denne proces. Man kan også tage stoffet Diamox, som har den samme effekt. Dog er der bivirkninger ved Diamox. Vi tog ikke Diamox på vores trek.
2. spis alle måltider - også selvom man ikke føler sult. Den manglende sult kan også være et mildt tegn på højdesyge - spis alligevel!
3. stig ikke mere end 500 højdemeter om dagen! Fysisk er det intet problem at stige 500 højdemeter, men kroppen kan ikke tilpasse sig i samme hastighed. Overhold denne grænse - ellers går det galt og man må stige ned af bjerget igen!
4. lyt til din krop. Vi snakkede med en engelsk læge i Machhermo, som brugte en speciel skala, herunder blev følgende symptomer vurderet fra 1 til 4, hvor 4 var det værste. Hovedpine, svimmelhed, kvalme og søvnbesvær. Hvis man havde mere en 6 skalapoint, så skulle man være opmærksom og hvis den steg yderligere, skulle man påtænke en nedstigning. Højdesyge er bestemt ikke noget man skal ignorere! Hvis man gør det, kan det få alvorlige konsekvenser og i sidste ende en evakuering med helikopter - det koster!

Grupperejse
Det er altid en særlig oplevelse, at være flere sammen på en rejse og i særdeleshed når man ikke kender hinanden på forhånd. Man har meget lidt privatliv, da det eneste sted man kan være alene, er på de kolde værelser eller hvis man har energi til at gå en tur. Vær derfor forberedt på lidt lejrkuller og husk at give plads til de mange forskellige typer mennesker, der er på sådan en rejse.

Forhold på turen
Der er abslolut langt mellem de fem-stjernede hoteller, men når man tager i betragtning at man befinder sig mange hundrede af kilometer oppe i Himalaya-bjergene, så var forholdene tålelige. Hvis man er lidt sart og forventer sæbe og håndklæder samt rengøring på toiletterne, så får man svært ved at affinde sig med forholdene. De hyggelige tehuse som rejsebureauerne beskriver på hjemmesiderne er hyggelige, men ikke altid opvarmet - kun mellem 16 og 19, så man spiser morgenmad iført alt udstyr på grund af kulden. Der kan være mange mennesker i lodgen, hvilket betyder at maden kan tage tid, brusebade er sparsomme og der er køkultur ved tandbørstning og toiletter. Vi badede 4 gange på 17 dage! Menuen bliver mere og mere ensformig jo længere op man kommer og man anbefaler ikke kød i Gokyodalen på grund af forholdene ved transport. Køkkenhygiejnen er heller ikke storartet, men hvis man husker at spritte af, så kan man sagtens undgå de værste bakterier. Husk så at jeres værter gør alt hvad de kan taget forholdene i betragtning! Det er kun muligt at få opladet batterier til kameraer nogle få gange på turen  - det koster lidt. Der var kun mobildækning i Kathmandu og lavlandet.
På vores trek vandrede vi mellem 4 og timer dagligt i kategori 4. Det afhænger meget af gruppens sammensætning.
På efterårsturen kan der forventes temperaturer på cirka 25 grader i Kathmandu og lavlandet. Dagtemperaturen i bjergene ligger mellem 15 og 20 grader, om natten kan der forventes temperaturer mellem 10 graders varme og 10 graders frost i de højst beliggende tehuse. Der kan forekomme enkelte regn og snebyger.
Penge og visum
Vores rejsebureau anbefalede at man havde dollars med til Nepal, men det er ikke nødvendigt, vi hævede næsten alle vores kontanter i en hævemaskine. Husk at få de største sedler vekslet, da nepalserne har svært ved at veksle de store sedler.
Vores trek indeholdte ingen måltider og vi skulle selv have kontanter med til hele trekket. Vi brugte rundt regnet 200 kroner pr.person pr. dag til alle måltider, snacks og te undervejr. Det blev gradvist dyrere jo længere op af trekket man kommer. Husk at indkøbe snacks og andre lækkerier, f.eks. kanel og rosiner til morgengrøden i enten Kathmandu eller Namche Bazaar. Der er kun mulighed for at hæve kontanter i Namche, så husk endelig at gøre det i Kathmandu. Der er ingen problemer med at bære rundt på de mange kontanter - vi oplevede intet usikkert!

Visum til Nepal skaffes i lufthavnen og koster cirka 50 USD. Man skal medbringe 3 stk.pasfoto, 1 til visum asøgning og 2 til til trekkingtilladelser. Husk at passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdets varighed.
Kilimanjaro

Ti gode råd i højderne fra TOPAS

Ubehag i forbindelse med ophold i tyndere luftlag kan ramme alle uanset alder, køn, ens fysiske form eller om man tidligere har/eller ikke har haft problemer i højderne. Som udgangspunkt har alle deltagerne på en tur derfor de samme muligheder for at nå toppen - det handler primært om, hvor god din krop er til at vænne sig til hæjden.

1. Indtag mellem 4 og 6 liter væske i døgnet. I højderne fordamper væske hurtigere (via dit åndedræt) så drik jævnligt - gerne mange og små slurke - og før du føler dig tørstig. Vi fandt ud af at integreret drikkesystem fungerer bedst. Det at skulle stoppe og finde drikkedunken frem hver gang var opslidende og man var tilbøjelig til at drikke mindre. Overvej om det kunne være en god løsning at investere i et drikkesystem. Husk at det skal være isoleret eller fryser vandet i slangen.

2. En god nattesøvn og hvile er utrolig vigtig, så sørg for at medbringe et behageligt liggeunderlag og en sovepose, der kan holde dig ordentlig varm. Vi havde vores store vinterposer med og den tynde sommerpose til at fore vinterposen med. Det fungerede udemærket - teltene var supergode, så kulden var intet problem. Vi havde investeret i nye liggeunderlag, der kan klare minus 28 grader og som er selvoppustende - også en fordel, når man kommer træt og udmattet i teltet hen på eftermiddagen. Det er en fordel at have en lille hovedpude med, hvis man har luksusvaner. Nattesøvnen er af stor betydning, så und dig gerne lidt ekstra luksus.

3. Reguler din kropstemperatur hele tiden med mere eller mindre tøj. Hvis du har det for varmt eller for koldt tappes din krop for værdifuld energi. Vi havde meget forskelligt tøj med - mange lag, som vi hele tiden kunne tage af og på. Det er temmeligt opslidende at skulle lege påklædningsdukke flere gange om dagen. Hvis det er muligt, så sæt din skaljakke fast udenpå rygsækken, så den er hurtig at få fat på. Gå med zip-off shorts og lange underbukser - det er huritgt at zippe benene af og trække underbukserrnes ben lidt op. Et modeshow er det bestemt ikke, men tænk over hvordan du bedst pakker til en kold start på dagen, når du stopper for at nyde hobbitsnack nummer 1 og ved frokost, ved hobbitsnack 2 og diverse toiletbesøg. Man kommer hurtig ind i en god rytme.

4. Medbring hvad der er nødvendigt i din dagtursrygsæk - og ikke andet. For mange og tunge kameralinser, bøger osv.tynger rygsækken og dig og dine kræfter bør i stedet bruges på selv vandringen. Vi var rigtig glade for vores 40-45L sække, de indeholdte regntøjet, fleecen, rene sokker, huen og vanterne. Det var også plads til snacks og vandflaskerne. Husk at man får madpakker undervejs og det kunne for nogle godt være et problem at få plads til dem i dagtursrygsækken.

5. Spis jævnligt og rigeligt. På bjerget serveres velsmagende måltider med et højt indhold af kulhydrater, som giver dig den nødvendige energi. en snack eller to i pauserne under vandringen gør samtidig, at du hele tiden får tilført ny energi. Vi oplevede desværre at vores velsmagende måltider ikke var propfyldte med kulhydrater - faktisk bestod frokosten ofte af kager, hårdkogte æg, appelsin, hvidt brød, nødder og et stykke kylling. Det kan man ikke gå på i flere timer! Vi fik altid kaffe og the samt en snack som popkorn eller nødder, når vi ankom til lejren. Morgenmaden var ofte lokal grød - husk kanelsukkeret hjemmefra! Toastbrød og marmelade, lidt frisk frugt og spejlæg med pølser på udvalgte dage. Aftensmaden bestod af sammenkogte retter med grøntsager og kylling. Vi fik også pastaretter og supper. Vi var meget glade for at vi havde hamstret gorillabarer derhjemme - den kan man køre lidt længere på, hvis man er i fare for at gå sukkerkold.

6. Langsomt....sæt vandretempoet helt ned, så kroppen langsomt kan tilpasse sig højderne. Din turleder vil sikre, at vi vandrer i det rette tempo fra første til sidste skridt på bjerget. Dette råd er super vigtigt! Her er hastværk virkelig lastværk! Der er intet man skal nå - tag dig god tid. Hvil når du har brug for det. Sig til din turleder når du har brug for et hvil - det er også din tur og det er dig der skal på toppen!

7. Vejrtrækning - jo højere du kommer op, jo lavere er lufttrykket og jo mindre ilt er der i den luft du indånder. Så sørg for at få rigeligt af den ilt der er! Føler du dig svimmel, så tag en rigtig dyb indånding og pust derefter kraftigt ud mellem læberne (tøm lungerne) for at give plads til mest mulig ny luft. Gentag dette 5-10 gange inden du vender tilbage til din normale vejrtrækning. vi havde vandret i højderne før, men intet kan gøre dig klar til ilt i højderne. Man kæmper virkelig og selv de mindre udfordringer var pludselig en større udfordring. Når man kommer ind i lejren efter en lang dag på bjerget, vælter man ikke ud på sletterne for at tage en million milliard billeder, man checker ikke lige den Shiva hule der ligger et par kilometer væk og man finder absolut det nærmeste lokum, når man skal på! Det er energi og luft nok til at trække bukserne op igen, plaske lidt i vandskålen, så ens fingre bliver lidt renene, energi til at hælde thevandet op i kruset og sætte en gaffel til munden - og det er det!

8. Find din rytme. Jo højere op du kommer, jo vigtigere er det, at du har en god rytme mellem dine skridt og din vejrtrækning.

9. Hovedpine. Det er helt ok efter aftensmaden at tage en pille for lige at tage kanten af en eventuel hovedpine. Vi havde ingen problemer med højden undtagen sidste nat ved opstigningen. Der blev spist piller for hovedpine, men vi undgik kvalmen og de andre højdesygesymptomer - heldigvis. Lyt til din turleder - han/hun har stor viden omkring symptomerne på højdesyge og kan vejlede dig under hele opstigningen.

10. Højdesygemedicin - ingen kommentar!

Nyeste kommentarer