Bali 2011
Dykkerferie på Bali
Efter to dykkerferier i Egypten vil vi prøve noget nyt. Efter en del research med kontakt til forskellige dykkerklubber og rejsebureauer, valgte vi at arrangere turen selv. Med nettet som guide fandt vi frem til netop det sted, som kunne opfylde vores krav: tilgængelige dyk direkte fra stranden, gode forhold til kamera og selvfølgelig prisen. Valget faldt på Bali, helt nøjagtigt til byen Tulamben på øens nordøstlige side. Her ligger det lille Matahari Tulamben Resort, hvor vi har valgt at bo. 

Matahari er et dykkerhotel bygget op om en aflang swimming pool. Restaurant og cafe ligger bogstaveligt talt i strandkanten, hvilket diverse videoer bevidner fra YouTube. Dykkerhotellet annoncerer med mange forskellige dykker-pakker og vi valgte "package 6" med 14 dages overnatning i bungalow, 4 dages ubegrænset dykning inklusiv natdyk fra hotellet på f.eks. Liberty, hus-revet og Drop Off i Tulamben. Derudover 4 dages ubegrænset dykning uden guide i området, 2 dyk i Menjangan, Secret Bay eller Permuteran. 3 dyk i Seraya, Kubu eller Amed.

Ved afhentning i lufthavnen er der inkluderet en dags sight-seeing tour, hvor vi selv kan bestemme, hvor og hvad vi ønsker at se. Derudover har vi bestemt os for at leje en bil et par dage, så vi kan lege turister. Der er mange forslag til hvor køreturen kan gå hen, det har vi ikke bestemt os for endnu.

Vi flyver fra København mod Istanbul, med et par timers ventetid.....håber at der er en Starbucks! Derefter flyver vi mod Singapore, hvor vi ankommer tidlig eftermiddag. Vi har planlagt et par heftige timer med start i Kalang - hotellet, en tur med metroen til City Hall for at indtage en Singapore Sling på Raffles Hotel Lounge, hvorefter vi indtager middagen i Little India. Aftenturen går gennem hjertet af Singapore og afslutter med en kaffe på vores gadehjørne. Vi flyver mod Bali før frokost næste dag.

Vi er klar til afrejse, gearet er i orden, det internationale kørekort er husket og batterier samt memory-kortene er pakket. Godt at vi har bestilt plads til ekstra baggage denne gang - det får vi behov for!

Nedenunder ses et "billede" af stranden med vraget Liberty, koral-haven samt Drop Off. Liberty var et amerikansk fragtskib, der blev ramt af en japansk torpedo i 1942. Skrog, styrehus og skibsdækket er mere eller mindre dækket af koraller og det muyldrende marine liv på og omkring vraget er den store attraktion i Tulamben. Dykkere valfarter til det sunkne skib, der er over 100 meter langt. Det ligger knap et par hundrede meter fra stranden og man kan få fantastiske oplevelser både som snorkler og som dykker.

Nyeste kommentarer