Tour Mont Blanc 2013/14/15/18/19

Les Houches

Vi havde længe ønsket os at tage en længere vandretur efter vores succestur til Nepal i 2011, så da samtalen om sommerens voksentur pludselig antog højderne igen var vi ikke langt tid om at bestille flybilletterne til Geneva, ej heller Alpybussen til Les Houches eller indkøbene af de delikate frysetørrede retter, som vi skulle hygge os med efter en lang tur med kiloene på ryggen.

Der blev pakket adskellige poser med muslibarer, rosiner og nødder. Der blev rokeret rundt med gearet, så rygsækkene blev nogenlunde anstændige at vandre med og vi indkøbte nyt gear til årets udfordring. Det blev til en Jet-boil, som på 2 minutter kan koge vand til maden og ikke mindst den altafgørende og velfortjente kaffe!

Vi lånte kort over området og detaljeret bog over vandreruten af medarbejdere fra Bjergkæden - især bogen skulle vise sig at være et rigtigt godt udgangspunkt for viden omkring den daglige etape. Bogen er en Cicerone guide af Tour Mont Blanc, en komplet vandreguide både med uret og mod uret. (kan købes online på www.cicerone.co.uk)  Det kommer vi nærmere ind på senere i beretningen. Hver dag indledes med en kort forklaring over distancen, den anslåede tid, højden som start og slut, overnatningssteder, transportmuligheder og alternative ruter. Bogens eneste svaghed er absolut den anslåede tid, det tager at komme rundt på hver etape - vi kunne med vores vægt ikke komme i nærheden af disse tidspunkter og måtte tage den ekstra tid vi nu havde behov for. Hvis man vælger at campere, skal man ihvertfald lægge 30% oveni den anslåede tid i bogen. Terrænet er meget forskelligt og ved store op- og nedstigninger kan rygsække med 20 kilo i hver betyde flere pauser og længere tid. I år var varmen også en vigtig faktor for med mange dage op til 35 grader - er flere drikkepauser nødvendige.

Det er nemt at komme til Geneve; vi bookede med Brussels Airlines og fra ankomsten i Geneva havde vi booket en Alpybus til Les Houches, hvor TMB - Tour Mont Blanc officielt starter. Byen var ved vores ankomst pænt inde i søndags-siestaen....noget irriterende, da vi kun manglede at købe gassen til Jet-boilen. Vi brugte tiden på at smovse os i franske specialiteter...næppe og med ekstrem dårlig betjening og ekstra vandretur til banken, kunne vi endelig påbegynde touren - sådan cirka 6 timer efter alle andre normale trekkere ville have begyndt opstigningen. Men vi var ved godt mod....dog temmelige varme allerede inden de første par højdemeter var forceret. 

2014: vi ankom til Geneve temmelig sendt og  med Alpybus kørte vi mod Charmonix. Heldigvis havde vi booket hotel og natteportneren afventede vores ankomst. 

Efter en velfortjent hyggedag i Charmonix med lækre kager og god kaffe, spændende nye sandwich, indkøb af pulverkaffe og chokolader købte vi billetter til Mont Blanc tunnelen. Næste morgen rejste vi fra Frankrig til Italien, hvor vi i Courmayeur startede opstilling mod Bonatti. Der gik mindre end en halv time, så havde vi gået forkert og måtte tilbage til start.....

Gå til etapen 5 Courmayeur - Refugio Bonatti.

Col de Voza

Cicerone: distance: 16 km, tid: cirka 5-5½ time. Vores: 10,5 km, 3,14 time.

At få sækkene på ryggen var både varmt og anstrengende. Stigningen startede brat og foregik mest på grusveje. Vi blev mødt af flere mountainbikes (MTB) på vej ned - det så noget sjovere ud end vores varme opstigning. Området er fyldt med cykelstier til MTB, endnu én af de mange forskellige udfordringer som man kan fordrive tiden med. Senere så vi paragliders og ultra trail løbere.

Efter 2½ time nåede vi toppen af Col De Voza, hvor vi fik en velfortjent is og en kold Cola. Vi gik derefter videre ned af bjerget mod Le Champel; en lille flække med en lille kirke og nogle ældre huse. Her skifter vejret pludseligt og fra høj sol og blå himmel bliver det til regn, lyn og torden. Vi har cirka 3 timer tilbage af dagens etape, så vi påbegynder vores første iklædning af regntøjet. Næppe har vi fået det på førend en mand i en hytte åbner sin dør og inviterer os indenfor. Vi tager imod tilbuddet -  fordi der ikke er så mange andre fordelagtige tilbud lige på det tidspunkt.Vi bliver budt på kaffe og kager, lidt samtale på vores elendige franske og deres ligeså elendige engelske. Vi får i fællesskab en god snak om jobs, familie og vores tur. Den gamle mormor på 101 år sad godt pakket ind i varme tæpper og forsøgte at huske familiens navne. De havde sidste år på hendes 100 års fødselsdag købt en helikoptertur rundt om Mont Blanc til hende - en fantastisk oplevelse.

Da regnen forsatte blev vi inviteret til at overnatte i deres ekstra værelse med køkken. vi takkede selvfølgelig ja og nød varme, aftensmaden og den hjemmelavede abrikosdessert de gav til os. Vi forlod familien igen tidlig næste morgen for at gå mod Les Contamines som jo var vores første etapemål.

Teltpladsen ved Col de la Croix du Bonhomme.

Cicerone: distance: 18 km, tid: cirka 7-7½ time. Vores: 20,1 km, 9,14 time.

Allerede bagud fra første etape var planen at vi ville gå halvanden etape idag. Vi gik ad landevejen mod Les Contamines, hvor vi provianterede og tog en minibus cirka 3 kilometer ud til Notre Dame de la Gorge for at indhente tid. Dagen var én lang opstigning som startede på gamle Romerske trapper, med smukke vandflad og høj solskin. Varmen kommer noget bag på os, vi havde før afrejse set at området var plaget af regn og torden, men absolut ikke 35 grader, skyfrit og høj UV-indeks. Godt at vi havde husket solcremen!

Dagens etape bød på meget forskelligt terræn, alt fra skov, åbne marker til is og sne. Sent på eftermiddagen tog vejret en drejning og blev regn og torden. Vi besluttede ikke at fuldføre den halvanden etape vi havde bestemt os for, da vejret var for usikkert og vihavde allerede været i vandrestøvlerne i over 9 timer. Vi forcerede Col de la Croix og besluttede at overnatte i refuge de la croix du Bonhomme. Hurtigt blev teltet i fælllesskab sat op, en velfortjent cola forsvandt som dug for solen og aftensmaden blev sat over. Det var to trætte vandrere der gik tidligt i poserne.

Col de la Seigne.

Cicerone: distance: 15 km, tid: 4½-5. Vores: 20 km og 9,37 time.

Vi er stadigvæk bagud, derfor valgte vi at starte tidligt med nedstigning til Les Chapieux. Nedstigningen var en fantastisk tur gennem et noget andet landskab end vi havde set før. Bjergsiderne var grønne, længere nede var der dyrket forskellige afgrøder, der var dyrehold - vi så køer og får. Vi så vores første TMB-løbere, der var forholdsvis mange andre på stierne - senere fandt vi ud af at der er mange dagsvandrere på etaperne.

Vi spiser en velfortjent frokost i Les Chapieux, lader op til den lange distance over Col de la Seigne. Varmen er ulidelig og gåturen op til Les Mottets foregår på asfalt. Vi drikker kaffen i Les Mottets inden vi skulle stige 650 højdemeter til Col de la Seigne. Turen derop var opslidende, men på toppen syntes alt besværet at være forsvundet. Vi står nu på grænsen mellem Frankrig og Italien i et landskab med sne, klipper og masser af marmotter. Det var et fantastisk syn! Nedstigningen var munter, marmotter løb i alle retninger, vejret var fint og vi glædede os til at komme frem til Elisabetta. Hytten ligger med udsyn til Vallon de la Lée Blanche, d Éstellette gletsjeren og de la Lée Blanche gletsjeren.

Endnu engang fik vi hurtigt sat teltet op - vi er temmelig rutineret i det tunge telt....aftensmaden blev sat over og vi smovsede os i lækkert frysetørret mad med efterfølgende muslibarer til dessert. Kaffen blev brygget og efter en forsikring af teltets baduner gik vi til ro. Vi vækkes af regn og torden - vi ligger og håber at teltet kan holde vandsøjlen. Vi havde forinden udset os en gammel bygning,hvor vi kunne søge ly, hvis vejret blev rigtig dårligt.

Vi er nu endelig med i forhold til tidsplanen og etaperne - Cicerone! Det var en hård dag, vægten af rygsækkene er problematisk, men værst er varmen.

Courmayeur set fra kabelbanen.

Cicerone: distance: 18 km, tid: 5-5½. Vores: 14,7 km og 6,02 time.

Vi forlader Elisabetta tidligt efter en nat med megen regn. Vi vandrer først væk fra hytten i et meget åbent landskab indtil vi ankommer til Lac Combal, hvor terrænet ændrer sig til lav bevoksning og skov. Bogens højdekort især på denne etape er lidt for fladt i forhold til virkeligheden - især fra Lac Combal til Mont Favre Spur. Her er nogle pæne stigninger, men det er det hele værd - udsynet til massivet er fantastisk - hele vejen kan massivet ses på ens venstre side som en tro følgesvend. Golde klipper med sne, gletjsere med is og vandfald, hvis vandmasser fosser ned i dalen. Der var rige muligheder for at bruge kameraet.

Vi nåede langt om længe Col Chécrouit, hvor vi spiste en lækker italiensk frokost. Ved afslapning efter frokosten blev det tydeligt at gådagens lange etape havde sat tydelig spor. Vi var trætte og besluttede at tage kabelbanen det sidste stykke ned til Courmayeur - (derfor vores kortere kilometertal). Banen kostede 15 euro pr.person.

Her indlogerer vi os på Hotel Edelweiss, som viste sig at være er rigtig hyggeligt hotel med morgenmad inklusiv. Vi betalte 80 euro for et dobbeltværelse med eget bad. Det var det første bad i fire dage - vi tænkte ikke så meget på mængden af vand, men hyggede os med at få vasket hår og tøj. Hotellet var også tæt på 5.etapes start. Byen er absolut et besøg værd, mange hyggelige steder at drikke kaffe, spise snacks og handle. Vi hyggede os med chokoladekager og god stærk kaffe og afsluttede dagen med en "hjemmelavet" burger hos La Luge. Den sidste kop kaffe indtog vi på hotellet, hvor efter vi checkede morgendagens etapeudfordringer.

Vores lejr tæt på Refugio Bonatti

Cicerone: 12 km, tid: 4½ time. Vores 6,22 time.

Ligepå og hårdt! Først asfaltvej og derefter zigzag-stier gennem skov fra Courmayeur indtil Rifugio Giorgio Bertone cirka 750 højdemeter,hvor vi spiste frokost. Vi nød en let italiensk ret og faldt i snak med et dansk par, der prøvede vandringens fornøjelser af for første gang. Vi delte ud af vores erfaringer og håber at de vil nyde det ligeså meget som vi gør.

Fra den hyggelige hytte Bertone skal vi videre mod Bonatti, som ligger med udsigt til massivet. Det blev til stille og rolig vandring med gode samtalemuligheder - ingen større op- eller nedstigninger. Vi ankommer til Bonatti ved 16-tiden og finder ud af campingmuligheder ved selve rifugiet ikke er muligt, så vi vælger at søge højere op, hvor vi finder et gammelt nedlagt landbrug, hvor vi slår teltet op. Det bliver til en eftermiddag med hygge i solen, kaffedrikkeri, hyggesnak og total afslapning. Efter en fornøjelig dag går vi til ro i poserne, for at blive vækket tæt efter midnat af en rumsteren udenfor teltet. Som altid har vi sørget for at rydde affaldet op efter os i poser, som vi tager med os, men denne nat skulle vores affald være til stor fornøjelse for en lækkersulten marmot. Vi prøvede at formindske skaderne ved at lægge resterne højere op og det virkede.

Det var en super smuk opstilling med vandfaldsbaderi, nøje udvalgte snack-stop og ved frokosttid sad vi igen ved Bertone og bestilte pasta. Det er faktisk meget afslappende at vide, hvordan turen udvikler sig. Man har et langt klarere billede af turens indhold, længde og anstrengelser. Vi tog det ganske afslappet efter frokosten og gik i roligt tempo mod ruinerne, hvor vi i eftermiddagens hede slog det nye lette telt op og gik hurtigt igang med at brygge turens første kop kaffe.

Vejret tog en lidt uheldig drejning og skyerne samlede sig omrkign massivet og aftensmaden blev indtaget i læ for den tiltagende vind. Søren fik besøg af en lille mus, som sikkert havde håbet på de sørgelige rester af kylling i karry. Dette blev ikke tilfældet og med affaldet pakket forsvarligt af vejen  - højt oppe i ruinerne, for at marmotterne ikke kunne gennemrode kunne vi påbegynde nedstigningen i vores soveposer.

Igen et Hotel Edelweiss - denne gang i Schweiz.

Cicerone: distance: 20 km, tid: 6-6½ time. Vores: 20 km og 8,40 time.

På denne etape forsvinde nogle af de større bjerge, da vi er på vej rundt om massivet. Vi forlader Bonatti tidligt - halv otte for at komme igang inden solen for alvor får magt. Vi vandrer igennem lav bevoksning med mange smukke blomster - det er en nem sti at gå på uden de store op-eller nedstigninger frem til Chalet Val Ferret, hvor vi spiser is. Herefter er der to grumme stigninger, først op til Rifugio Elena, hvor vi spiser frokost og derefter op til Grand Col Ferret, vi  og så er vi igen i Schweiz. En lille prøvelse var de 5-6 mindre gletschere der skulle forceres idag. Hvis man var uopmærksom eller uhledig, ville man falde op til 75 meter ned. Heldigvis kom ingen til skade.På denne strækning møder vi et australsk selskab ledt af en britisk guide. Søren kommer ved et uheld til at sætte sig på én af de ti millioner sten i massivet, som en anden vandrer havde udset sig og beklager sig over dette frække "tyveri". Vi morer os over situationen og giver tilbage af dansk humor. Senere skulle denne gruppe dog vise sig at være meget imødekommende, hjælpsomme og humoristiske. Den engelske guide hed Mike Simpson (www.mountain-man.co.uk). Allertides fyr, som man måske kan bruge en anden gang.

Vi slæber os op over Grand Col Ferret, hvorefter landskabet breder sig ud og vi kan fortsætte nedstigningen i højt tempo. Inden længe befinder vi os tæt på La Peule, hvor vi nød kolde drikkevarer og hjemmebagt æblekage - kagerne er ikke noget at skrive hjem om....pust endelig ikke med kagen i munden....

Fra La Peule til Les Arsdessous går vi på grusvej ned mod byen Ferret. TMB-ruten ledte os væk fra vejen igen, men vi besluttede at fortsætte på det jævne underlag, da vi var godt trætte. Vi beslutter at benytte luksusudgaven igen - vi booker et hotel, hvor vi bader, drikker en velfortjent kop kaffe, hygger med pizzaer og lækker desserter. Igen møder vi det australske selskab, som tilbyder os at tage vores tunge bagage med i deres bus. Deres rute er den samme som vores. Vi takker pænt ja og pakker at det tunge unødvendige gear ned i Sørens sorte sæk og afleverer den. Vores sække er nu meget lettere og vil helt sikkert være en fantastisk fornøjelse at gå med imorgen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at Schweiz er megadyrt og deres standard er ikke helt den samme som hverken Frankrig eller Italien.

Vi havde ingen nattegæster, men om morgenen var det synligt at vores affald alligevel havde interesseret ét kræ eller to. Der gik temmelig langt tid, førend Søren måtte ned for at hente dagens vand. En gammel regning blev gjort op og han måtte ud af den varme pose, for at klargøre dagens første kop kaffe.

Vi besluttede at indtage morgenmaden i sol og pakkede grejet ned, for at vandre en lille times tid. Vi spiste varm musli med ris og kanel mens køerne omkring os var meget nysgerrige på os og ikke mindst Sørens vandrestave. Vi vidste at formiddagen ville byde på muligheden for at købe en forfriskende is eller/og kaffen. Ved ellevetiden sad vi nede i dalen med en stor is og en kop kaffe. Vi købte sandwich og turen gik afsted mod Elena.

Vi gik stille og roligt op mod Elena, da vi vidste at turen fra Elena til Grand Col Ferret er temmelig anstrengende. Vi nød frokosten i Elena med udsigt til 2 klatrere, der udfordrede terrænet, mens vi samlede kræfter over en dåse cola til dagens top. Opstigningen ville ingen ende tage og erindringerne fra sidste var just ikke opmuntrende. Vi sled op af bjerget og lettelsen var stor da vi nåede Ferret. Det blev til et hurtigt billlede og vi vandrede hurtigt videre mod La Peule, hvor kaffen ventede. Det var en skøn tur at gå i det flotte grønne landskab med de let spredte hvide snepuder. Vi ankom til La Peule i eftermiddagens ulidelige varme. En hurtig kop kaffe og vi sled videre ned af bakken mod asfalten og dermed vejen til La Fouly.

Området er velkendt og efter en times vandring på asfalt kunne vi se byskiltet. Vi købte lidt frugt i den lokale smilende købmand og gik mod campingpladsen. Det var heldigvis meget nemt at lave lejr og efter et velfortjent bad kunne vi gå mod aftensmaden. Sidste år havde vi spist pizza og vi luntede tilbage til restauranten med en bestilling på 2 store pizzaer og kolde drinks. Der gik desværre langt tid før Sørens blodsukker steg igen, pizzaerne var rigtig gode og det var kun de sørgelige rester, der lå tilbage på tallerkenen. Vi gik trætte tilbage mod pladsen, hvor vi hurtigt sprang i poserne og efter en kort kryds og tværs faldt vi i søvn.

Lejrplads i Champex.

Cicerone: distance 15 km, tid: 4-4½. Vores: 15 km og 5.41 time. Ifølge bogen den lettelste etape på TMB.

Vi forlader hotellet med lette sække og begiver os ned mod campingpladsen, hvor dagens etapen starter. Denne etape er rigtig hyggelig selvom der ikke er nogen høje bjerge. Vi får rig lejlighed til at snakke sammen, da energien ikke skal bruges på op- eller nedstigninger. Landskabet er frodigt og vi ser skilte med hjorte og ørne - vi ser dem desværre ikke. Vi går over tørlagte flodsenge og i en længere periode har vi en flodseng på vores højre side. På vej mod Issert, hvor vi spiser frokost kommer vi igennem to små landsbyer, Praz-de-fort og Les Arlaches. Her ser man tydeligt,hvordan man byggede tidligere, gaderne er smalle og husene høje lavet af træ, rundt omkring er der vandtrug til de tørstige vandrere. Fra Issert til Champex er der cirka 400 højdemeter fortrinsvis gennem skov. Rundt om i skoven har man udskåret forskellige relevante figurer, der relaterer til f.eks. svampesamling. Vi møder et ungt tjekkisk par, der også går TMB, dog ofte på nogle af de højere ruter. Vi får en hyggelig snak ved en vandpost og går sammen videre gennem skoven.

Vi ankommer til udkanten af Champex - en by som ligger ved en alpesø. Der er utrolig smukt i byen og overalt er der mennesker, der hygger sig med enten vandaktiviteter, cafehyggeri eller shopping. Vi finder campingpladsen, som befinder sig i den anden ende af byen - igen tæt på starten af TMB-ruten.

Vi finder hotellet hvor vores gear er opbevaret, snakker lidt med australierne og genkøber endnu en køretur for gearet til den efterfølgende dag. Vi lister mod campingpladsen, hvor vi sætter teltet op, hvorefter vi forkæler os med kaffe og kager på det lokale bageri.

Vi går en tur ned til søen i det dejligste solskinsvejr, opdager at andre svaler deres kroppe i det afkølende vand - det vælger vi også at gøre. Vandet er temmelig koldt og bunden af søen er bevokset, så vi bliver i vandkanten. Der solbades indtil vi er rimelig tørre, hvorefter vi indfanges af det australske selskab som i den grad formår at skabe hygge omkring et koldt glas øl eller vin. Vi nyder kolde sodavand i deres muntre selskab, hvorefter vi beslutter at frysetørret mad ikke er på programmet denne aften. Vi nyder en kæmpe portion pasta på en rigtig hyggelig restaurant.

Næste morgen gik vi mod købmanden for at købe frisk morgenbrød....det blev til brød, yoghurt og hvidløgssmør. Det ville have været en service, hvis ekspedienten havde påpeget smørrets indhold, men det var desværre ikke tilfældet. Det blev til en kæmpe griner, da vi opdagede det og smørret måtte en tur i skraldespanden. Vi pakkede gearet og fortsatte trekket mod Champex. Vi vidste fra sidst at selvom bogen skriver at det er tourens letteste etape, så er det absolut ikke tilfældet. Den første del var rigtig hyggelig med blandet terræn og forskellige op- og nedstigninger. Da vi forlader skoven kommer vi ud i normal bebyggelse og gik mellem marker og huse indtil vi nåede den lille by Issert, hvor vi igen i år spiste frokost. Vi vidste at dagens sidste del var ren opstigning i skov. Efter frokost og nu med fornyet energi, smed vi sækkene på ryggen og gik mod nåleskoven. Det tog os lidt mere end én time før vi kunne se byskiltet til Champex og lidt efter kunne vi nyde synet af Champex Lac. I eftermiddagssolen gik vi til udkanten af byen, hvor campingpladsen er. Vi fik anvist en plads og efter et godt bad og tøjvask kunne vi gå mod den lokale bageri, hvor der blev serveret lækker kaffe og kager. Vi måtte en tur længere ned i byen for at købe nye klip-klappere. 

Søren meddelte at vejret på Touren så temmlig dårligt ud, det skulle blive regnvejr de næste par dage. Fra sidste års tur vidste vi at netop de næste etaper var der kunne ringe muligheder for at komme ned fra bjerget igen og det ville vi ikke risikere igen. Vi besluttede at nedstige og søge ly indtil regnen var ovre igen. En mulighed var at rejse til Milano og komme tilbage igen for at gå fra Courmayeur mod Charmonix. Vi tog bussen tidlig næste morgen til Osiere, hvor vi desværre kun kunne få transport til Charmonix og igennem tunnelen igen, bussen videre til Milano, hvor vi bookede et hotel. Denne rejse tog 2 dage! For at læse videre på sommerferien 2014 skal læseren ud på forsiden og vælge Rom 2014.

Hvor er de andre? Lejrplads i Forclaz.

Cicerone: distance 16 km og 4½-5 timer. Vores 5,41 time.

Vi startede dagen med en nedstigning på asfalt. Desværre gik vi lidt længere end vi skulle, da skiltningen var mildest talt ringe. Hele turen igennem har vi gået efter gule skilte, men her blev skiltet rødt og meget utydeligt - det bør udskiftes.

Vi nåede hurtigt til første pit-stop på dagens etape. Et lille hyggeligt udkigssted, - Plan de L´au, hvor der serveres mad og drikkevarer. Vi forsøgte at få smurt nogle sandwich - det var dog ikke uden sproglige besværligheder. Med hjælp fra andre kunder lykkedes det og vi fik både mad og meteologiske forudsigelser med på vejen. Vejret skulle bliver rigtig dårlig med uvejr over regionen - ikke just den udmelding vi havde håbet på.

Herefter ændrede terrænet sig  - vi gik fra tæt skov til klippelandskaber, fra bred vej til smalle stier, vi gik igennem vandløb og opstigningen var sommetider en ren dræber i varmen. På toppen nød vi de jævne marker med græssende køer, vi holdt pause i græsset med vand og muslibarer. Vi ankom til Alp Bovine for at få frisk vand, hvorefter vi fortsatte til Collet Portalo, hvorefter vi påbegyndte nedstigningen. Her gik det nedaf hele vejen mod Forclaz - igennem skov og landbrug. Det tog noget længere tid end vi havde regnet med og vi var efterhånden godt trætte.

Vi ankom til Forclaz, som stort set består af et hotel, en camping-plads og en sourvenirforretning - ikke nogen metropol. Vi fandt vores bagage og satte teltet op som de eneste på campingpladsen - en noget underlig oplevelse. Det skulle vise sig at flere at vores rejsekammerater kom til senere. Vi badede og fik kaffen på hotellet, hvorefter vi råhyggede på luftmadrasserne i det fri. Vejret var godt lige indtil klokken 21, hvor himlen åbnede sig for både lyd og vand. Vi krydsede fingre for teltets vandtæthed og vågnede flere gange gennem natten af de enorme tordenskrald. Ved 6-tiden vågnede vi og det stod ned i stænger - vi blev i poserne indtil klokken 9, men vejret havde desværre ikke ændret sig. Vi måtte desværre indse at turen var slut for vores vedkommende. Det ville være uforsvarligt at begive sig ud i tordenvejr i dette terræn - især med de mængder vand der var kommet igennem natten.

Vi besluttede at tage bussen til den større by - Martigny, hvor vi kunne tage bus eller tog til Chamonix. Men den kørte desværre kun om onsdagen på det pågældende tidspunkt, så gode råd var dyre. Grundet det ualmindelige dårlige vejr havde den lille sourvenirforretning ikke mange kunder og én af personalet ville gerne tilbyde at køre os til Martigny. Vi takkede ja og fik pakket alt vores bagage ind i en meget lille bil, der med høj hastighed kørte i zigzag ned af bjerget mod stationen. Vi fik købt togbilletter til Mont Blanc Ekspressen - et lille tog, der steg cirka 1200 meter indenfor de første 20 minutter - en supergod oplevelse på en ellers nedtursdag.

Turen varede normalt under 2 timer, men grundet sporarbejde og tog der ikke kunne køre og lange ventetider, tog det mere end 4 timer førend vi kunne betræde Chamonix´gader. Vi bookede et centralt hotel - Hotel Croix-Blanche med eget bad. Hurtigt blev teltet lagt i badekarret, da det var totalt gennemblødt. Vi vidste at ved nedtagning af det våde telt kunne vi ikke længere anvende teltet, da indeteltet også var blevet gennemblødt.

Vi spiste turens dårligste måltid på McDonalds, hvorefter vi ledte efter en bager og en god kop kaffe. Vi brugte den sparsomme tid på fotografering og gåture i Chamonix. Aftensmaden blev indtaget på La Potinière - en god afslutning på turen.

Efter morgenmad på hotellet begav vi os med alpybus mod Geneve hvor vi indlogerede os på

Morgenstund i Chamonix

Ved 6-tiden vågnede vi og det stod ned i stænger - vi blev i poserne indtil klokken 9, men vejret havde desværre ikke ændret sig. Vi måtte desværre indse at turen var slut for vores vedkommende. Det ville være uforsvarligt at begive sig ud i tordenvejr i dette terræn - især med de mængder vand der var kommet igennem natten.

Vi besluttede at tage bussen til den større by - Martigny, hvor vi kunne tage bus eller tog til Chamonix. Men den kørte desværre kun om onsdagen på det pågældende tidspunkt, så gode råd var dyre. Grundet det ualmindelige dårlige vejr havde den lille sourvenirforretning ikke mange kunder og én af personalet ville gerne tilbyde at køre os til Martigny. Vi takkede ja og fik pakket alt vores bagage ind i en meget lille bil, der med høj hastighed kørte i zigzag ned af bjerget mod stationen. Vi fik købt togbilletter til Mont Blanc Ekspressen - et lille tog, der steg cirka 1200 meter indenfor de første 20 minutter - en supergod oplevelse på en ellers nedtursdag.

Turen varede normalt under 2 timer, men grundet sporarbejde og tog der ikke kunne køre og lange ventetider, tog det mere end 4 timer førend vi kunne betræde Chamonix´gader. Vi bookede et centralt hotel - Hotel Croix-Blanche med eget bad. Hurtigt blev teltet lagt i badekarret, da det var totalt gennemblødt. Vi vidste at ved nedtagning af det våde telt kunne vi ikke længere anvende teltet, da indeteltet også var blevet gennemblødt.

Vi spiste turens dårligste måltid på McDonalds, hvorefter vi ledte efter en bager og en god kop kaffe. Vi brugte den sparsomme tid på fotografering og gåture i Chamonix. Aftensmaden blev indtaget på La Potinière - en god afslutning på turen.

Efter morgenmad på hotellet begav vi os med alpybus mod Geneve hvor vi indlogerede os på IBIS Geneve-Aeroport hotel. Vi tog til centrum på det gratis transportkort fra hotellet. Her spiste vi de dyreste pizzaer på turen - 366 kr med en vand og en cola.

Mont Blanc-ekspressen til Chamonix.

De to etaper vi mangler tager vi i 2014 - evt. kombineret med Haute Route fra Chamonix til Zermatt.

2018

Ja, så blev det første gang, at vi nåede videre fra Forclaz - vi havde gået fra Champex til Forclaz - en tur som er super smuk, men også pænt anstrengende. Især nedturen fra Alp Bovine var svær, da vi var godt trætte i benene. 

Vi ankom til Forclaz til en kop kaffe og en is.

Vi besluttede at gå videre til den lille by Le Peuty, hvor vi fandt den lille campingplads tæt på en restaurant hvor vi bestilte dagens menu - Chili con Carne lavet over bål i en del fra en gammel vaskemaskine.

Vi rejste teltet, badede under nogle vanskelige forhold - næsten ingen plads, men varmt vand - jubii. Campingpladsen blev langsomt fyldt med mennesker - utroligt, at der kunne være så mange på så lidt plads.

Maden var fantastisk - selskabet var hyggeligt og vi gik glade og tilfredse tilbage til teltet for at hvile os inden den næstsidste etape. Dog listede vi ned til kirken inden vi gik i seng.

Vi spiste tidlig morgenmad og pakkede alt sammen inden solen havde fået rigtigt fat. Det er en rigtig stejl opstigning - den blev lang og vi glædede os til at komme over Col de Balme. Det tog for evigt - stien snoede sig og hver gang man troede at nu var vi endelig fremme, ja så snød stien os igen. Det var næsten frokost inden vi nåede frem og vi snackede kaffe og et stykke chokolade i hytten - det er værd at bemærke, at man IKKE kan købe andet i hytten end få snacks.

Udsigten var helt igennem fantastisk! Det var hele turen værd at komme over Col de Balme. Vi igangsætte vores nedstigning mod Tre-le-Champ. Det første stykke efter kammen er én stor græsplæne - Mont Blanc ses tydeligt - hele dalen åbner sig og det er et syn man ikke lige vil gå fra.

Vi gik langsomt ned i terrænet og kom til Tre-le-Champ sent frokost - vi var virkelig sultne og bestilte quiche i restauranten - det var en lækker oplevelse - den kan varmt anbefales. Vi slog teltet og slappede af til den store guldmedalje. 

Næste morgen er sidste etape - vi gjorde os klar til den lange tur til Le Brevent. Det er en rigtig smuk tur gennem meget forskelligt terræn. Godt at dette var den sidste dag, fordi man skal have gode ben til denne sidste etape.

Vi nåede La Flegere, hvor vi fik en kop kaffe og det obligatoriske stykke chokolade inden vi gik videre. Denne sidste strækning er super smuk - jeg vil glæde mig til at jeg engang skal gå den igen.

Vi ankom til Le Brevent sidste på eftermiddagen - vi gik ikke videre til Les Houches, da vi var trætte og det var begyndt at blive sendt. Vi tog kabelbanen ned - virkelig ikke min kop the, men det gav mening efter de mange timer på bjerget.

Det har været en rigtig god tur - at vi fik oplevet de sidst etaper er alletiders, for de er virkelige fantastiske!

Her skal man være forsigtig.

I forhold til vores pakkeliste til Everest Base Camp, er der ikke den store forskel. Man kan være i tvivl om hvorvidt man skal tage sin sommer eller vinterpose med. Gå efter at det kan blive koldt om natten - som vi oplevede i Col De La Croix Du Bonhomme - så tag vinterposen med, den kan altid lynes op efter behov.

Resten af pakkelisten er stort set den samme. Vi har dog tilføjet to nye ting -  en fløjte der kan bruges ved nødsituationer og vandtætte pakkeposer til alt udstyr.

Søren havde nyt "legetøj" med denne gang: En solcelleoplader - Solarmonkey Adventurer fra www.powertraveller.com, der kan bruges til telefon og ikke mindst til "legetøj" nr 2 - Suunto Ambit med indbygget gps, til opmåling af hele turen. Efter hjemkomst er hele turen lagt ind på www.movescount.com med distance, tid, højdemeter, temperatur osv.

I det tidlige forår 2015 skulle Signe, Sørens datter vælge hendes konfirmationsgave. Hun fik tre valgmuligheder og én af dem var en oplevelsestur til Charmonix. Signe valgte turen og torsdag d. 16 juli fløj vi til Geneva, hvor Alpybussen ventede på os. Vi havde lejet en hytte centralt i Chamonix med plads til 4 personer. Turen til Chamonix gik uden problemer og vi bliver smidt ud på hovedgaden med udtalelsen om at nu er vi der. Men det var temmelig usikkert hvor der skulle ligge en lille hytte midt på hovedgaden. Vi fandt husnummeret og inden på hovedgaden lå et stort hus i en stor have, hvori der stod en lille hytte. Vi grinede da vi så hvor centralt hytten ligger!

Hytten indeholder et køkken-alrum, med alt hvad et normalt køkken indeholder: køleskab, kogeplader, oven, mikroovn. Der er et værelse med dobbeltseng, et badeværelse med brus og i det store rum, var der en kæmpe sofa, der kunne laves om til en sovesofa.

Vi ankom ved spisetid og gik en tur ned i byen for at vise Signe den. Det var stadig meget varmt - omkring 30 grader. Vi spiste pasta i bymidten og gik trætte hjem til hytten for at få kaffen og spille kort.

Det var svært at sove på grund af varmen, men det lykkedes. Vi vågnede op til endnu en varm dag med paragliding på programmet. Signe og Betina skal paraglide, så vi gik mod liften til Planpraz. Her blev vi mødt ef vores guider: Sean som er englænder og en lille franskmand, hvis navn ikke huskes.

De gav os instrukser om turen og vi følte os i trygge hænder. Vi blev spændt på skærmen og med få skirdt fremad var vi begge i luften. Det var en fantastisk oplevelse at flyve på den måde. Instruktørerne gav os begge mulighed for at afprøve vores styreegenskaber, de gav os også en ordentlig spiraltur, som fik maverne til rumle flere timer efter og efter 20 minutter landede vi sikkert på en nærliggende mark, hvor Søren stod klar med kameraet.

Vores maver havde brug for en pause, så vi lå på skjold et par timer førend vi spiste frokost. Kortspil og en lille indkøbstur blev afløst af første besøg på et fransk konditori, hvor vi nød de smukke kager og den stærke kaffe.

Vi lavede aftensmad i hytten og gik en lille aftenstur inden vi gik til ro.

Om lørdagen havde vi besluttet at køre igennem Mont Blanc tunnelen til Italien. Her skulle vi vandre op til Refugio Bertone for at få frokosten. Her skulle Signe prøve at vandre som vi havde gjort de forrige år. Om morgenen var det overskydet og vi håbede på at vejret på den anden side var bedre. Vi havde købt busbilletter til den tidlige afgang og mens vi ventede på at komme igennem tunnelen begyndte det at regne ganske voldsomt. Det skulle ikke fortsætte på den anden side, hvis vi skulle op til Bertone. Efter cirka 12 kilometer kom vi igennem til Italien, hvor vejret var helt ok! Heldigvis, udstyret med bananer og Snickers begyndte vi opstigningen. Efter cirka 2 timer kunne vi skimte hytten og igen sætte os på bænkene for at nyde noget afkølende. 

Vi besluttede at vente med frokosten til vi kom tilbage til Courmayeur, så efter en kort pause gik vi tilbage til byen. Det tager cirka 1 time, hvorefter vi skyndte os ned på La Luge for at spise burgere.

Klokken 16 kørte vi igen igennem Mont Blanc for at vende tilbage til Chamonix med 35 grader og solskin. Vi spiste koldt mad og gik en kort aftentur inden vi lukkede skodderne.

Søndag skulle Signe og Søren til Aiguille du Midi, som er en bjergtinde i Mont Blanc Massivet med en højde på 3842 meter. De skulle køre med to gondoler. Det skulle vise sig at være en temmelig skræmmende oplevelse og jeg er glad for at jeg istedet vandrede op til Planpraz og tilbage igen - en tur på omkring 3 timer. Dog skal man vælge den officielle rute til Planpraz, da den uofficielle er markeret som værende farlig og helt på egen risiko. 

Søren og Signe har vist fået nok af svingende gondoler og efter en afslappende eftermiddag handlede vi ind til aftensmaden, som Signe stod for. 

Om mandagen havde vi planlagt en tur på Glacier des Bossons og derefter en raftetur ned af Arve. Gletsjeren var som altid smuk og turen derop overskuelig. Vi kørte med bussen tilbage til hytten, hvor vi fik frokost. Klokken 16 skulle vi rafte i 5 grader koldt vand, så vi blev udstyret med våddragter, hjelme og åre. Vores instruktør instruerede os i proceduren og vi kom i vandet. Vi reddede hinanden, faldt med vilje ud af båden og skulle svømme med strømmen i bestemt retning for at blive reddet og vi fik prøvet kræfter med enkelte 4 rapids. Signe nød turen i vandet.

Vi blev kørt tilbage til byen efter omkring 45 minutter i båden. Vi valgte at spise i byen, hvor vi fik pizzaer. Vi skulle være ude af hytten næste dag klokken 10:30, men bliver først hentet af bussen 15:25, så vi skal slå nogle timer ihjel.

Timerne bruges på sightseeing, flytning af bagage, spisning, afslapning, ose i butikker og spisning igen. Bussen ankommer og vi kører mod Geneva igen. Flyvet letter til tiden og vi lander i Brussel lige til en hurtig lun sandwich, hvorefter vi flyver til København.

Gad vide om vi kan gå to etaper hver dag rundt om Mont Blanc?

Denne gang er turen uden telt, soveposer og mad. Vi har booket hoteller og refugeer med sovesale.

Vi går fra Les Houches til Bon Homme på 1.etape.

2. etape er fra Bon Homme til Courmayeur, hvor vi overnattede i to døgn.

3. etape er fra Courmayeur til Ferret.

4. etape er fra Ferret til Le Peuty.

5 og sidste etape er fra Peuty til Chamonix.

Det kunne godt lade sig gøre, at gå to etaper hver dag, men det kan ikke anbefales. Tiden bruges på at være fokuseret på stien og man glemmer, at se op på de smukke omgivelser. Det er svært at nå ned i gear, når ens krop anstrenges ved at gå mange kilometer hver dag i højderne.

Betinas mening: Nu er udfordringen overstået og den gentages ikke.

Sørens mening: Det var en fantastisk oplevelse, selvom det var hårdt.