Zanzibar

Shalom Orphanage Centre, Karatu.

Dag 14. Børnehjemmet og Stonetown, Zanzibar.

Efter morgenmaden skal vi forsøge at pakke vores gear tilbage i de oprindelige kufferter og sække. Det skal blive en sand fornøjelse at slide med kiloerne. Det er vigtigt at hver sæk/kuffert kun vejer 23 kilo og man må kun have én sæk per person. Flyene til Zanzibar er relative små og det er vigtigt at overholde vægten. Vi kæmper virkeligt, men er overbevidst om at det kan lade sig gøre. Efter en del besvær lykkedes det og alt smides i bilerne, hvorefter vi kører 100 meter ned af grusstien til Shalom børnehjemmet.

Hjemmet bestyres af en præst og den kvinde, der har grundlagt det. Præsten fortalte os historien om kvinden, der grundlagde hjemmet, om behovet for hjemmet og hvordan man kan hjælpe med at sponsere dem. Historien var som altid ganske rørende, de unge kvinder i området, der blev gravide udenfor ægteskab, fødte deres børn alene og smed de nyfødte ud i regnskoven til de vilde dyr. Hjemmet giver dem en chance for at efterlade deres børn til en sikker fremtid. Hjemmet virkede organiseret: børnene var i fuld gang med at gøre rent, de passede dyrene, de lavede mad og faciliteterne syntes at være iorden.

Der var skolefaciliteter til de mindre, mens de større gik i den lokale skole. Der var dyrehold med køer, grise og høns. Der var indlagt biogas og der var områder med store køkkenhaver. De var selvforsynende på mange områder. Men der var også mange områder, hvor de havde behov for hjælp. De mangler førsthjælpsudstyr, almindelig ting til personlig hygiejne og køkkenudstyr. Større projekter som sponsor af børn i videre uddannelse samt vedligeholdelse af hjemmet med nye vinduer er også på listen. Vi kørte derfra med en lidt underlig fornemmelse, da der er tusinde steder man kan støtte og behovene er lige store alle vegne, hvorfor lige her? Hvordan kan vi sikre at midlerne bliver brugt som vi ønsker det? Søren og jeg besluttede at lade projektet ligge lidt indtil der kommer tid derhjemme. Det skal ikke være en forhastet beslutning - og hvis vi skal forsøge at efterleve vores ideologi, så skal projektet være bæredygtigt. At sende ét barn i skole er ikke i sig selv bæredygtigt - det er også temmelig dyrt 1500 dollars! vi ønsker at hele hjemmet skal kunne få del i projektet og at det skulle være et fundament for de kommende børn på hjemmet. En mulighed kunne være at påbegynde indsamlingen til en udvidet biogasbeholder, der også kunne anvende organisk affald fra husholdningen. Det vil være et projekt der er bæredygtigt på flere områder.

Vi kører mod Arusha Lufthavn, hvor Aslak har styr på formaliteterne. Vi kommer igennem chek-in uden problemer og kan nyde vores frokost foran et hegn med udsigt til landingsbanerne og flyvemaskinerne. Sikkerhed er lidt anderledes her i Afrika....Vi kommer ikke til at vente længe førend vi kan stige ombord i den noget større flyver til Stonetown.

Flyvningen forløber uden problemer og vi lander i den sene eftermiddagssol over Stonetown. Igen er alt klart til os: chaufføren der henter os i lufthavnen kører os sikkert til hotellet, som viser sig at være af en standard vi ikke lige havde regnet med. Et gigantisk hotel med egen strand, restaurant, swimmingpool og en atriumgård, vi ikke havde oplevet før. Tembo House Hotel var sandelig en fornøjelse. Der var køleskab på værelset, der var marokansk inspireret badekar, der var små altaner til de sene aftentimers afslapning. Vi var betaget - og ikke mindst Lene og Maria, som måtte nøjes med en suite, der havde direkte adgang til havudsigt. Vi var meget lidt misundelige, da vores værelse havde udsigt til en stor byggeplads. Men pyt med det - der var ikke meget aktivitet i de dage vi boede på hotellet. Vi anvender altanen til tørring af nyvaskede T-shirts og shorts. Serengetiens røde støv vaskes ud af trusserne og en total lækker duft spreder sig i hele værelset af vaskepulver. Tænk engang at man kan glæde sig til rene bluser og at duften af vaskepulver kan løfte en stemning!

Som det ar forklaret i vores guidebog, er Zanzibar en kulturel smeltekedel: der er omkring 97% muslimer, en lille gruppe hinduer og kristne. Kvinderne går med slør og taler i Iphone 5000, mens de trækker afsted med børn i struttende tylskørter. Levestandarden på Zanzibar er højere end på fastlandet - i gennemsnit har en fastlandsboer 1 dollar om dagen, mens en Zanzibarianer har 2 dollars. Det ses tydeligt på standarden af boliger og f.eks. bilmærkerne. Zanzibar har en høj turisme og det ses tydeligt: der er mange hoteller af en høj standard, infrastrukturen er nem, der er nogenlunde ordnede forhold og offentlige institutioner som politi og sygehuse er synlige.

Efter et ophold i badekarret med skum, sneg vi os ned på det lokale "Forodhani Gardens" - Stonetowns berømte udendørs madmarked på havnefronten. Her blev vi overrasket af utallige boder med blandt andet friskfanget fisk i alle afskygninger, nybagte naanbrød, zanzibar pizzas med nutella og banan (var okay men ikke 5 stjernet) og ikke mindst friskpresset sukkerrøsjuice. Vi udvalgte adskellige småretter - forskellige kødspyd, falafel, salat og hjemmelavet pomfritter, som vi slæbte til en nærliggende stor sten, hvor vi indtog det proteinrige måltid. En rigtig positiv fornøjelse, nåt man ellers tænker på standarden af lokale madmarkeder. Der blev ikke i vores selskab brugt flere meter lokumsrulle efter besøget på Forodhani Gardens. Vi lister tilbage til hotellet, hvor vi hygger med en cappucino på stranden.

Dag 15. På spice-tour i Zanzibars krydderiplantager.

Efter en varm nat afprøver vi luksushotellets berømte morgenmadsbuffet - ikke den oplevelse vi havde læst om, men bestemt en ok morgenmad. Vi fik cornflakes og frisk frugt. Smør og marmelade kunne vi ikke finde og tjeneren udeblev. Croissanter og pandekager kom lige inden vi rejste os, men imorgen satser vi hele butikken og tømmer fadene.

Vi skal på spicetour med en lokal guide, der ved en masse om krydderierne. Det skulle vise sig at han var temmelig dygtig til at formidle og det var en fornøjelse at kunne forstå hvad han sagde. vi kørte langsomt ud af den éne hovedåre der er på Zanzibar, forbi Sultanens badeanstalt og videre ud i palmelundene. Vi kom også forbi Doktor Livingstone House - et hus der var bygget omkring 1860 og som husede utallige europæiske missionærere og opdagelsesrejsende. Vores guide fortalte at i Livingstones testamente stod det skrevet at hans krop skulle man begrave i Storbritannien, men hans hjerte skulle blive i Afrika.

Langt ude af Bububu-vejen stoppede vi og gik ind i plantagen efterfulgt af guidens fantastiske historier om kardemommen, nelliker, peber, kanel, vanilje, spidskommen, ingefær, koriander,citrongræs og muskatnød. Nelliker er Zanzibars nuværende største indtægtskilde. Vi fik huritigt selskab af nogle lokale papasi - tæger - unge mænde, der vil forsøge at tiltuske sig lidt mønt. De valsede omkring os, laved smukker ud af palmeblade, skar frugter ned til os, sang mens de klatrede op i palmerne for at hente kokosnøder til os. Vi blev opvartet og kom til at betale for det......

Heldigvis var deres fremgangsmåde tålelig. De understøttede guiden og han syntes at være tilfreds med deres tilstedeværelse - noget vi var lidt forbavset over. Der er rigtig mange småpenge i omløb på Zanzibar. Alle har flere jobs og vi stoppede flere gange for at betale disse småbeløb til gud og hver mand. Efter smagsprøver af friskskåret ananas og breadfriut gik turen videre til forkostrestauranten. Vores guide havde handlet ind til en fælles frokost som nu blev serveret længere nede af gaden. Vi sad under et kæmpe bananbladstag og delte en vegetarisk frokost bestående af ris, salat og en slags grøntsagscurry. Der var ikke drikkevarer til alle og efter et kort ophold tog vi bussen tilbage til Stonetown for at lede efter et vandingshul - en kaffebar!

Stonetown er én stor labyrint af høje huse, smale stræder og dead ends! Vi havde fundet en kaffebar i vores guidebog, som fik god kritik, så vi trampede afsted i den varme eftermiddagssol, mens vi desperat prøvede at afkode bogens elendige kort. Vi var lige ved at give op, da en flink mand viste os lige til døren. Her blev vi mødt af en gruppe dygtige baristaer - endda med diplomer. Her skulle vi nyde den bedste kop kaffe på hele turen. For ikke at omtale kageburet: lækre lagkager, muffins og skærekager. Vi nød luksusen og indtog med velbehag den stærke bønne og de tiltagende kulhydrater.

Tilbage på Tembo slappede vi af med vores bøger - det er ikke mange sider vi har fået læst endnu - måske er der mere tid på Kendwa Beach....

Aftensmaden havde vi bestemt skulle være indisk - lige rundt om hjørnet fra hotellet ligger der en indisk restaurant med udsigt over havet. Dog var det mørkt da vi ankom, men hyggeligt var det. Vi blev ikke snydt - det var vitterlig rigtig god indisk mad, med smæk på krydderierne - til dem der valgte de ekstra stærke retter blev der indtaget godt med væske. Vi afsluttede dagen med en kop cappucino på stranden - igen hyggeligt!

Dag 16. Kendwa Beach.

Vi skulle videre nordpå til Kendwa Beach og vi gik igang med at pakke det nødvendige til dette ophold. Alt andet fik vi opmaganiseret på søsterhotellet Dhow Palace, som vi skal bo på inden vi tager tilbage til fastlandet igen. Vi bliver hentet i den lille bus, som hurtigt kommer ud af Stonetown af den eneste store hovedåre. Vi passerer igen Livingstone House og Sultanens badeanstalt og med pæn hastighed kører vi nordpå. Under 1 time og vi drejer af til venstre af en vej, der næppe kan kvalilificere sig som vej. Vi hopper lidt frem og tilbage i den varme bus inden vi holder foran endnu en stor metallåge. Vi får adgang til et større kompleks, hvor der er både små bungalower og lejligheder. Værelserne er desværre ikke klar endnu, men vi får istedet lov til at smide gearet og vandre ned mod stranden. Og ja, det må siges at være Bounty strand - ingen tvivl om det! Vandet har den smukkeste grønne nuance og himlen er total blå. Man tænker kun på at få chancen for at smide sig i det afkølende vand. Men først skal vi nyde frokosten. Vi har fået insiderviden fra Aslak om at netop dette hotel har den sløveste betjening på hele stranden, så vi tænker at bestille maden i rigtig god tid. 2 kyllingesandwich - det burde da ikke være noget stort problem, men vi skulle hurtig finde ud af, at alt fra køkkenet var et potentielt tidsproblem. Der skulle gå næste en time førend frokosten ankom - man må så sige at den var ganske udemærket! Det vi jo ikke vidste var at først skulle de fange den forbandede kylling, hugge hovedet af den, skolde den og tage alle fjererne af den, så skulle de ligeledes fjerne alle indvoldene, partere den og stege den og alt dette tage jo bestemt sin tid...... at der også skullegå temmelig langt tid før vi fik vores 2 colaer har vi ingen forståelse for - de skulle vel næppe til Stonetown for at hente dem....

Værelserne var klar og det var et kæmpe værelse med en stor himmelseng, sog uden myggenet, hvilket fik Søren ned i receptionen for at hente det nødvendige anti-malarieudstyr. Hurtigt i badetøjet for første gang på turen og vi er bare klar til en rigtig vandtur. Sandet er frygtelig varmt og det føles helt igennem fantastisk at smide kroppen ud i det grønne vand, der plaskes og svømmes, der terroriserres og drilles. Efter en stund med vandleg, slapper vi af i den meget energirige sol. Det er næsten umuligt at finde et sted, hvor solen ikke har magten til at svitse kroppen. Der går under 20 minutter og jeg er total hummerfarvet - bestemt ikke den start på en badeferie man kunne ønske sig.

Aslak, Maria og jeg har aftalt at vi skal dykke på Zanzibar, så vi har bestilt et refresher-kursus, da det efterhånden er et godt stykke tid siden nogen af os har dykket sidst. Vores instruktør er supergod til at instruere os i de grundlæggende færdigheder. Vi gearer op - superglad for at jeg har alt mit eget gear med, det er lige blevet checket og klar til kampen. Vi ved at det handler om masken, luft, afvejning og meget mere. Vi ligger på et par meters dybde og trækkes igennem det basale, hvorefter vi hygger med et meget lille tur rundt omkring noget smårev på stranden. Det var godt at få repeteret det hele en gang til - masken fuld af vand er dog stadig ikke en favorit - men det er mest ubehageligt på grund af det store høje saltindhold. Oppe på land igen og vi booker en dykkertur til dagen efter, hvor vi skal besøge de to nærmeste rev. Vi lokker også Peter med på snokletur, men vi skal desværre ikke med den samme båd.

Det smides et ekstra lag after sun på huden og vi hygger os med husets cappuccino, som faktisk er ganske udemærket. En supergod oplevelse! Vi lister op til værelset for at tage en lille morfar. Det bliver til et par timer md bøgerne og med lukkede øjne førend vi går mod restauranten for at bestille aftensmaden i god tid. Vi hygger med pizzaer, som igen er ganske udemærket. Vi går en aftentur på stranden inden vi trætte vender tilbage til værelset, hvor vi indtager dagens sidste indtryk fra balkonen.

Dag 17. Vandsport og afslapning på Kendwa Beach

Tidligt næste morgen spiser vi en temmelig kedelig morgenmad inde vi skal gøre klar til dykkerturen. Aslak, Maria og jeg samler alt gearet igen og venter spændt på båden, mens Peter og Poul Erik skal ud at snokle. Kun Søren og Lene bliver på land med deres bøger og elektronisk gear..... gad vide om der er netforbindelse helt herude?

Båden trækkes ud i vandet og efter flere ihærdige forsøg lykkedes det at få båden op i 5 gear! Vi sejler med god hastighed væk fra stranden over mod en nærliggende ø, hvor vi skal foretage begge dyk fra. Det tager omtrent 1 time førend vi vælter bagud båden og kan nedstige i det varme vand. Vi lægger ud på 16 meter, hvor vi stille og roligt bevæger os efter instruktøren. Efter Bali er man desværre blevet godt vanskelig at tilfredsstille - der er ikke synderligt meget at se på: enkelte smukke koralformationer, fisk her og der, en træt muræne og et par søstjerner og en lille blæksprutte. Men det er godt at få trænet dkningen igen. Jeg er makker med Billy - en amerikaner, der rejser rundt alene. Det er ikke meget jeg ser til ham under havets overflade. Jeg skubber lidt til Aslak istedet og han kalder mig en undervandsbølle. Maria ligger forholdsvis højt i vandet og efter en lille time, stiger vi alle sammen op igen.

Der slappes af på båden med lidt koldt at drikke og frisk frugt, hvorefter vi sejler videre til det næste dykkersted. vi møder Poul Erik og Peter som tilkendegiver at de hygger sig med snokleriet.

Nsæte sted i sigte og vi smider os endnu engang ned i vandet. Vi dykker i cirka 40 minutter før Maria og jeg er lav på ilt. Vi teamer op og får tilladelse til at foretage en langsom opstigning sammen. Det er tydeligt at det er langt tid siden jeg sidst har dykket. Jeg har brugt for meget energi på det første dyk og bruger nu alt for meget ilt på dyk 2, da jeg er en smule træt. At der så også er en pæn modstrøm er også en væsentlig faktor. Maria og jeg indtager båden og får varmen igen. Inden længe er resten af gruppe samlet og vi sejler tilbage mod Kendwa, hvor Søren venter med frokosten. Jeg er også temmelig sulten og efter maden slår vi mave på stranden - under parasolen!

Det er jo d. 31.december og det skal fejres i aften med fælles spisning på naboresortet. Aslak har bestilt bord til os og vi glæder os til at få noget spændende at spise - måske er menukortet mere inspirerende end Kendwa Beach. Det bliver såmænd heller ikke svært!

Vi bader og gør klar til aftenes restaurantbesøg. Området er lukket af med store hegn, for at undgå partycrashere. Aslak har selvfølgelig ordnet det hele og vi glider lige igennem lågerne, for at blive tildelt et bord i næsten total mørke....en spændende udfordring, når man skal indtage maden ligesom "Blind dinner" eller "Eating in the dark".

Vi vælger fra buffeten og der er et fantastisk udbud af mange forskellige slags tilbehør - det er ganske overvældende at se så meget mad. Vi spiser kylling med alt hvad hjertet kan begære. Ærgeligt at vi kun kan se maden i buffetten og på vej ned mod bordet.

Vi mærker vist alle sammen at vi har været sammen i mange dage - det er ikke de helt store samtaleemner der kommer på bordet og efter maden beslutter vi os for at gå tilbage til Kendwa Beach for at få en cappuccino og derefter i seng! Men der serveres dersværre ikke kaffe, da maskinen er gået i stykker. Øv, hvor irriterende tænker vi, men da vi henvender os til en anden tjener er der intet i vejen med maskinen og vi får to flotte cappuccinoer serveret i de bløde sofaer. Der er godt gang i baren - det skal nok blive en interessant aften på Kendwa Beach. Efter kaffen vandrer vi trætte mod værelset, hvor vi læser lidt i bøgerne inden søvnen overmander os. Vi vågner dog ved midnatstid - sjovt nok - af et gigantisk fyrværkerishow. Det efterfølges af høj musik, men det er sgu kun nytår én gang om året og vi falder hurtigt i søvn igen.

Dag 18. Afslapning på Kendwa Beach

Vi vågnede relativt tidligt og gik ned på stranden for at se de sørgelige rester af gårdagens festaber. Vi fandt Billy sovende i baren, mens de var i fuld gang med at rydde op på naboresortet. Vi besluttede at gå en rigtig lang tur langs stranden. Vi så lokale kvinder høste skaller, vi så fiskere der lappede båden, vi så en mand der snoklede efter blæksprutter. Der var livlig gang i aktiviteterne på stranden, mens det var synligt at turisterne sandsynligvis stadig lå og sov efter festlighederne i går aftes.

Vi benyttede dagen til at bade, solbadning og læsning. Der blev hygget med indlagte morfædre og vi smovsede os med de sidste lakridser og flere cappuccinoer. Om aftenen havde Aslak bestilt bord på et Italiensk resort - en kende bedre end Kendwa Beach må vi erkende.....

Restauranten var i fin minimalistisk udtryk, der var meget opmærksomme tjenere overalt og vi fik en personlig tjener, der holdte numsen op på os undervejs. Det var absolut det hyggeligste sted vi havde været på Zanzibar - alletiders gode stemning og menuen var bare i verdensklasse. Søren og jeg fik en marokkansk ret med cous cous og lækker lam - det var en sand nydelse og lettere irriteret over at vi ikke havde spist der alle de andre dage, da priserne ikke var tilsvarende høje. Der blev afsluttet med desserter og rigtig god kaffe. Vi var vel alle super tilfredse da vi gik til Kendwa Beach igen.

 

Dag 19. Tilbage i Stonetown

Vi fik en sidste chance for at vaske badetøjet i Det Indiske Ocean inden vi skulle pakke og køre tilbage til Stonetown. Efter en temmelig trist morgenmad pakkede vi igen gearet med og vandrede op ad stien, op i bussen og ud gennem metallågen. Busturen tilbage til Stonetown forløb uden nogen som helst større ophidselse - jeg tænker at vi nu alle sammen er mætte af oplevelser og bare trænger til lidt hverdag igen. Vel ankommet til Stonetown på vores nye hotel, fik vi et koldt bad og gjorde klar til dørvandring.

Vi havde besluttet at vi ville efterligne den berømte billedereportage med gamle døre fra Stonetown. Det tog os det meste af dagen, vi gik rundt i de smalle gader og stræder og tog billeder af fantastiske døre - gamle døre, nye døre, døre med hængelåse på, farvede døre, døre der var ved at kollapse og meget mere. Når vi kommer hjem vil vi lave vores egen kollage med dørene på. Vi brugte også tid på at købe de sidste sourvenirs med hjem. Vi gad ikke prutte med nogen om prisen, så vi købte det hele i en butik med rigtige priser på - en sjældenhed i det Afrika vi har set. Det blev til lækker kaffe og sukkerige kager, det blev til italienske is og kolde sodavand, det blev til morfarlur og sol fra balkonen. Vi inddampede det sidste fra Stonetown mens vi trampede rundt i byen. Vi gik på markedet, vi gik til vandet og vi gik på jagt efter kæmpe edderkopper. Vi spiste os mætte i indiske samosaer  - super lækkert!

Om aftenen havde Aslak bestilt bord på den fineste restaurant man kan opstøve i Stonetown - et vaskeægte vandingshul for turister. Vi fik hurtigt besøg af myggene og Søren måtte tilbage til hotellet for at skifte til alt andet end sort. Vi fik en kyllingeret til hovedret - den var ikke verdensklasse som dagen før og stemningen blev en smule forstyrret, da man pludselig skulle påfylde væske i tankene under vores ben. Det blev en aften med mange nye lyde....... Vores stakkels guitarist kunne næsten ikke få ørenlyd. Ved desserten blev det annonceret at vi skulle have kage - en fødselsdagskage som Topas giver gæsterne på alle turene i 2014. Desværre blev det meddelt fra køkkenet at en tjener havde tabt vores kage og istedet måtte vi smage nogle forskellige desserter fra menukortet. Vi fik panacotta, granini med mynthe og ikke mindst en super lækker chokolademousse. Vi missede sikkert intet ved at tjeneren tabte vores kage!

De andre blev og fik cocktails, mens vi gik tilbage til hotellet og fandt vores seng. Det var mega varmt den aften og det var meget svært at falde i søvn. Der skulle gå længe førend trætheden overvant varmen.

Dag 20. Afrejse fra Stonetown.

Den allersidste dag og vi vågner op til en rimelig god morgenmad. Vi skal desværre være ude af værelset tidligere end vores færge til fastlandet afgår. Heldigvis må vi lade vores bagage være på hotellet, mens vi endnu engang lister rundt i de små gader - sjovt nok ender vi igen på Coffee House, hvor vi opdager at vores kongelige højhed Prins Joakim havde været på kaffebesøg - der hænger ihvertfald dokumentation bag ved mig på væggen.

Vi ender sjovt nok også tilbage på restauranten med de lækre samosaer og denne gang har vi Peter med. Vi forsøger at slå de sidste par timer ihjel inden vi skal gå mod havnen. Peter smider sig efterfølgende i poolen og Søren følger efter. Jeg nøjes med et afkølende brusebad inden vi samlet går ned mod havnen for at slå et par timer ihjel ventende på katamaranen. Systemet er helt igennem Afrika og vi smiler lidt da vi kommer ind i ankomsthallen og ser virvaret  - der er mennesker overalt - indenfor hegnet og udenfor hegnet......

Vi følger strømmen og efter den obligatoriske ventetid, bliver det vores tid til at gå ombord færgen. Jeg har heldigvis fået en søsygetablet af Aslak, der selv lider lidt af søsyge. Han kender turen, så jeg har accepteret tilbuddet og har ladet mig dope. Turen er i mine øjne frygtelig og flere gange er bølgerne temmelige store taget bådens størrelse i betragtning - synes jeg! Det lidt morsomme er, at der er fjernsyn, som viser programmer med flystyrt....tankevækkende, da det ligeså godt kunne være bådforlids...

Vi ankommer sikkert til Dar es Salaam er det rent kaos - der er en million milliard mennesker overalt, der er ligeledes bagage overalt og man tænker at alle kunne lystig betjene sig, hvis de havde lyst. Vi bliver mødt af lokal, der har den ældste bus ever seen still working..... Langsomt bevøger vi os ud i myldertiden, det er efterhånden ved at være sen eftermiddag og hovedstanden er pakket med motoriserede køretøjer af alle slags. At være cykelist er det samme som en dødsdom!

Vi ankommer sikkert til lufthavnen, pakker alt ud af den lille bus og kæmper os mod terminalbygningen, da to masaier - ja, de er sørme alle vegne, pludselig dukker op for at bære vores bagage. vi skal selvfølgelig op på Flamingo Restaurant, hvor vi fik det sidste afrikanske måltid. Timerne går usandsynligt langsomt og endelig er det muligt at få bagagen afleveret....næ, det er ikke hele sandheden, da vi skulle igennem Helvedes forgård inden vi fik adgang til afgangshallen. Igen måtte vi i et stille øjeblik bare grine lidt af det afrikanske system - eller ikke-system - men i det øjeblik var det fandme røv hamrende irriterende og man fik lys ttil at hoppe bag disken og lade båndet opnår tophastighed og smide de elendige klistermærker på bagagen og bare få tingene til at glide lidt nemmere og bare lidt hurtigere.

Med tyndslidte nerver fik vi lov til at gå op i afgangshallen, som var det kedeligste sted ud over Antarktis. Her kunne man så også lige vente lidt længere.....indtil dagens sidste gate åbnede og vi nærmest løb ned til den for at finde vores sæder på flyet. Med et suk kunne man læne sig tilbage for at blive betjent i hoved og r..

Afgang fra Dar es Salaam forløb smertefrit..... vi er på vej hjem nu, totalt mætte af utallige fantastiske oplevelser. Det er tæt på midnat, da vi ruller ud af runwayen. Sikkert i luften og kabinen bliver fjernsynsblå mens stewardesserne vimser rundt med kolde drikke og snacks. Der spilles, ses film og soves. Der spises, læses og spilles. De næste 10 timer går med at fylde kulhydrater på maskinen og lade sig fornøje af diverse elektroniske gadgets.

Vi lander i Amsterdam, hvor vi hygger et paer timer inden vi igen border flyet mod DK. En kop kaffe og en snack senere lander vi en København, hvor vi tager afsked med resten af gruppen. Peter har alles mails og lover at give lyd fra sig, hvis vi skulle mødes og se billeder en dag.

Vi tager S-toget hjem mod Køge, hvor vi ankommer tæt på frokosttid. Vi kaster alt i fyrrummet, hvorefter vi går mod Netto, for at fylde køleskabet op med alt hvad hjertet kan begære. Vi er glade for at være hjemme igen - rejsestøvet vaskes af og vi bærer dynen ind i stuen for at hygge med en god film, mens trætheden langsomt sænker sig over os. Tak for denne gang - det har i sandhedens øjne været et afrikansk eventyr!

Nyeste kommentarer