Vietnam Adventure

På turen skulle vi opleve følgende:

- 3-dages mountainbiketur langs rismarker og bjerge, hvor der overnattes i homestays og små guesthouses.

- 2-dages trekking i Indokinas højeste bjerge.

- 3-dages kajaktur i Halongbugten med "moderskib", hvor limestensøerne udforskes i medbragte kajakker.

- flodsejlads på Chay floden

- overnatininger i bungalows på Topas Ecolodge, beliggende med fantastiske bjergudsigter i 1000 meters højde

- opleve områdets minoriteter som Black H`Mong, Flower H`Mong og Red Dao.

- besøge den gamle franske "Hill Station" i Sapa.

Derudover mulighed for at shoppe i Hanoi´s Old Quarter, guidet tur til Ho Chi Minhs Mausoleum og besøge det lokale marked.

Vi rejser fra København 10:50 til Doha, Quatar, hvor vi har en temmelig lang ventetid på 8 timer. Det er rigtig svært at få 8 timer til at gå i en lufthavn. Vi fik en spændende aftensmad på en libanesisk food-hall, hvorefter vi gik rundt og kiggede på forretninger. Efter en kop kaffe, forsøgte vi at slappe af i en af de mange Quiet Rooms, men det var omsomst - ikke alle har den samme forståelse af ordet "quiet" - så vi var trætte, da vi boardede det næste fly klokken 02:10 om natten mod Hanoi med en mellemlanding i Bangkok.

Vi ankommer i Hanoi godt mørbanket klokken 16:15, hvor gruppen samles for første gang. Vi er 18 gæster og en guide der kan tale engelsk - eller måske er det mere vietnamesisk/english. Thang hedder vores indfødte guide - han har arbejdet for Topas i 10 år og kunne ikke huske hvor mange gange han havde været på denne tur før.......jeg tænker at han har styr på det!

Vi hæver vores først Dong i ATMén og griner lidt over de mange 000 der er på sedlerne - det skal nok blive forvirrende. Vi hilser på hinanden og gruppen består af følgende: to familer med ældre børn - Familien Bager Bjerg, der består af Lars, Marianne, Emilie og Gustav. Familien Kjærsgaard med Peder, Hanne, Thomas og Søren. Singlerne Astrid, Janeke, Kenneth og Peter. Far og søn - Lars og Niels. Kæresteparret Sara og Frederik.

Vi kører med bus ind til Hanoi, hvor vi bliver indlogeret på et lille nydeligt hotel midt i Old Quarter. Vi bliver udstyret med et bykort og derefter kan vi bade og gå en lille tur inden vi skal mødes til aftensmaden. 

Det første indtryk af byen er varmen - der er megavarmt og fugtigt - man bliver hurtigt klistret fra top til tå. Det næste indtryk er larmen og kaosset - der er kun meget smalle fortov og trafikken er et mareridt. Der er omkring 4½ millioner knallerter i byen og reglerne er ikke særlig svære - er der bare den mindste plads, ja, så er der en knallert! Vi var meget betaget af trafikken og gjorde vores bedste for at passe rigtig meget på - dog kom vi ikke over vejen. Der måtte andre midler i brug - de lokale vader bare ud i trafikken og forventningen er at trafikken passer på de gående i et omfang, der gør at alle komme videre med deres gøremål. Vi blev rigtig gode til at komme helskinnet over vejen - dog nogen gange med en fornemmelse for at metallet snittede vores klip-klapper.

Vi gik med Thang ud på en lokal restaurant, hvor vi sad på et lang bord med små "racletter" - vi fik hver en skål nudler og derefter blev grøntsager og fisk smidt på panden. Det stegte lystigt, mens man fangende indholdet med sine pinde. Det var absolut ingen kulinarisk oplevelse - tværtimod - jeg var så skuffet over mit første måltid. Vores Lonely Planet bog bugner af lovprisning overfor det Vietnamesiske køkken, men det var ikke den føste aften af vi skulle opleve det.

Vi var jo alle temmelige trætte og gik hurtigt tilbage til hotellet. På vejen tilbage fandt vi et lille vandingshul, hvor man kunne få kaffe og is. Vi har lært fra vores andre rejser, at et vandingshul er et must - godt at vide at man kan nyde en kop stærk kaffe og måske også lidt sødt - en anden fordel var selvfølgelig air-condition 🙂

Det var overhovedet ingen problemer med at finde ro den aften - vi faldt hurtigt i søvn efter den lange rejse. Dagen imorgen a-walker vi - da vi hellere vil opleve byen alene. Guidebogen har en tur igennem Old Quarter, som vi vil gå, en tur rundt om søen skal vi også nå og selvfølgelig skal vi lede efter flere vandingshuller.....

Efter en udemærket nat på Hotel ......, vågnede vi op til vores første vietnamesiske morgenmad - det er altid spændende at se hvilke kulinariske oplevelser der serveres på dagens start. I bunden af vores hotel forefindes en lille morgenrestaurant, hvor der bydes på kaffe/the´, juice, små yoghurts, frisk frugt, toastbrød, kager, æg, pølse og bacon samt et lille udvalg af deres lokale morgenmad. 

Vi nyder morgenmaden og har allerede på forhånd besluttet af dagens rundvisning i Hanois travle gader bliver alene. Vores guidebog har en udemærket rute som vi tænker at følge i vores eget tempo med indlagte pauser. De andre i gruppen skal med Thang til Ho Chi Minhs mausolæum og Litteratur-templet, derefter en rundvisning i Old Quarter.

Vi bevæger os ud i Hanoi med guidebogen åben og vandflaskerne i hænderne. Det er vildt varmt, selv om det er tidlig morgen er det varmt! Og det er kaos med knallerterne allevegne - Old Quarter er heldigvis lige rundt om hjørnet og efter vores første tur rundt om søen og et besøg i en ATM, lusker vi ned i labyrinten. Vi følger ruten, der tager os igennem et spændende kvarter med opdelte industrier - hver vej sælger noget helt bestemt. Der er en vej, hvor der kun sælges varer lavet af lette metaller, der er en vej, hvor der sælges husaltre og en hvor der kun sælges pynt til kjoler. Det er meget anderledes end der hjemme.

Vi vælter rundt mellem  de mange sælgende - alle vil sælge noget! Vi kommer hurtigt igang med standardsætningen - No thank you, mens vi smiler og gå videre med resten af flokken. små 2 timer senere er vi nået igennem ruten og tænker så småt på at finde et vandingshul. I guidebogen er der en liste over spændende vandingshuller og vi finder et, der skulle have udsigt over søen. Vi finder den smalle korridor, går igennem en silkeforretning, hvorefter vi kommer til en atriumgård. Der bestilles kaffen og kagerne og vi bevæger os ovenpå. Helt øverst er der en platform med borde og stole og ja, en udsigt over søen, men mere vildt er det ikke......kaffen er proppet med kondenseret mælk, hvilket er alt for sødt og kagerne er ligeledes ikke toppen af poppen. Men nu har vi været der:) lige pludselig kommer resten af gruppen, der også trænger til lidt lækkert. Vi smutter videre og kommer underligt nok til at støde ind i Burger King. 

Det er jo aldrig med vilje at man som turist opsøger disse små frirum, hvor man kan snaske rundt i Pommes Frites og Whoppers - man drages og helt uvilligt smider man flusks et par hundrede tusinde Dong over disken og bliver udstyret med dagens transfedtsyrer.....Yummi.

Vi trasker tilbage til hotellet med kolde vand, men bliver lige nødt til at åbne døren til det nærliggende vandingshul L`Amore, hvor vi nyder den kolde is og de gode cappucinoer. Lars og Niels støder til og nyder ligeledes godt af det afkølende sortiment. Efterfølgende køles der af på værelset mens vi hygger med Suduko og Krydsord - posen med rejse-lakridserne bliver også åbnet - det er jo ikke ferie uden Skippermix. Vi kan desværre ikke blive på værelset og skal samle vores bagage sammenlagt på 4 værelser. Vi finder sammen med Hanne, Peder og drengene. Vi deler badetiderne og går igen ud for at se nærmere på Hanois små gader.

Vi skal rejse med nattoget til Lao Cai ved 21-tiden, så vi spiser på en restaurant lige rundt om hjørnet sammen med Hannes famile. Green Mango er et godt bud på god mad i Hanoi, menukortet bugner af super lækre retter og vi bliver heller ikke skuffet, da maden ankommer. Der spises med stor begejstring! Tilbage på hotellet venter vi på bussen som skal køre os til stationen - det bliver en temmelig lang tur på grund af de mange ensrettede gader. På stationen går vi direkte til vores togvogne, hvor vi opdeles i grupper med 4 personer - hver kupe´har plads til 4 personer. Der er opredt til os - luksus tænker vi. Der er også vand, bananer og kiks. Thang forklarer turens forløb og til tiden kører toget nordpå. Det er et bumletog, der tager cirka 8-9 timer og tilbagelægger under 400 km.

Vi finder os hurtigt godt til rette, får børstet tænder og forsøgt at komme ud af toilettet igen - meget trænge vilkår vil jeg sige.....godt man ikke er bare en smule overvægtig for så ville det ikke være muligt at komme hverken ind eller ud :( mens toget bumler afsted, kaster vi hovederne i puderne og falder i søvn til den søvndyssende rytme. Heldigivs er der air-condition!

Tidligt næste morgen vækkes vi af musik og vores første lydbog - vi tænker at det er lidt propaganda-snak - hvilket vi kommer til at høre meget mere til på vores tur i bjergene. Godt bumlet står vi af toget, varmen rammer en som en bus og vi lister i roligt tempo ud af stationen mod en restaurant, hvor vi får morgenmaden serveret - lækkert - juice og kaffe, spejlæg og toast, frugt og pandekager - mega lækkert!

Efter morgenmaden skulle vi gøre os klar til cykelturen. Vi blev mandsopdækket af 2 busser og en lastbil med lad til cyklerne. Vi afprøvede cyklerne på det lokale torv, fik justeret højden, luft i dækkende og checket bremserne. Derefter begyndte vi turen ud i landskabet. Det var allerede temmelig varmt og vi var meget bevidste om at få vand på cyklerne hver gang vi havde en pause. Allerede fra start mærkede vi den intense varme og undrede os meget over hastigheden på turen. Langt hen af vejen handlede det om at komme fra A til B, hvorimod vi tænkte at skulle kigge nærmere på landskabet, på hverdagen og de mennesker der bor der. 

Thang viste os ruten fra morgenstunden, men det var ikke muligt at finde hoved eller hale i køreturen. Vi stoppede og spiste frokost ved en lille vejrestaurant, hvor de serverede en masse små forskellige retter med ris til. Vi fortsatte vores tur gennem landskabet, som for det meste består af små risterrasser og andre former for landbrug. Det begynder at regne mens vi cykler, først er det en rigtig god fornemmelse at blive afkølet efter de varme strabaser, men det bliver for koldt når man skal køre meget nedad.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til floden Chay, hvor vi afventer nogle flodbåde, som skal transportere os videre til vores første homestay. Vandet kommer direkte fra Kina, som befinder sig under 10 kilometer derfra. Vi vælger ikke at hoppe i vandet grundet forurening. De fleste andre fra holdet vælger at hoppe i og lade sig flyder medstrøms et godt stykke inden vi lægger til ved et lille leje og med cyklerne oppe på land igen, følger vi en lille sti til en lille landsby. Vores homestay ejes af en lille familie med thailanske rødder. Familien består af far, mor og 2 små piger samt adskellige katte og mad-fugle.

Vi indlogeres ovenpå loftet, der er indrettet med små adskilte rum med myggenet og forhæng. Der opstilles ekstra ventilatorer, da varmen er temmelig intens. Vi nyder en kop hjemmebragt kaffe efter et lækkert brusebad. Vi slapper af med en lille gåtur og hyggesnak med de andre.

Vi bliver inviteret til aftensmad ved langbordene og der serveres mange forskellige retter. Vi nyder maden og der går ikke lang tid efter endt middag førend det trætte selskab langsomt begynder at finde sengene. De sidste spiller Yatsy og de første vågner ved at hanen melder morgenstund. Det regner i lårfede stråler og man overvejer lige et kort øjeblik, hvordan cykelturen bliver, hvis man er sjaskvåd fra starten. Dog lysner det inden vi kommer afsted. Med en stor portion nudelsuppe som morgenmad er vi klar til afgang igen.

Starten på dagens cykeletape er usædvanlig smuk, vi bevæger os ganske langsomt igennem de frodige landskab, mens vi indtager de smukke bjerge med rismarkerne og majsafgrøderne. Rundt om i markerne går Flower H´Mong folket og flytter risene, mens børnene vogter kreaturerne. Vi nyder roen og lader os langsomt trille nedad indtil der kaldes til snack break. Thang benytter pauserne til at fortælle os om de forskellige grupper og livet i nord-Vietnam.

Vi stopper undervejs for at spise vores medbragte frokost, som ikke fik de store ånder i bevægelse. Den består af en portion sticky rice og nogle stykker processed kylling eller noget i den retning. Det var mildest talt umuligt at finde noget som helst opløftende at sige om den madpakke og jeg tænker at de fleste i selvskabet var høflige og spiste hvad de kunne ud fra den overbevisning at der ville går langt tid før vi fik aftensmad....

Vores frokostrestaurant var fyldt med interessante ting, vi fandt en flaske fyldt med slangevin - slangerne lå stadig i den, vi så en flaske med en fugl i og en enkelt flaske der kan få hankønnene til at luske bort....flasken var fyldt med testikler. Toiletforholdene var også lidt anderledes - vi havde i hvertfald et grin med tilbage efter besøget. Jeg opdagede hvor de gamle Byggemand Bob-hjelme befinder sig, når børn ikke længere gider lege med dem :) så bruger man dem til at skovle vand ned i tønden.

Og så begyndte det igen at regne - vi kørte hastigt videre indtil vi nåede en lille by midt i ingenting. Thang havde fortalt at folkene i byen var "difficult", et udtryk vi ikke helt vidste hvad dækkede over, men det skulle vi komme til senere. Vi blev indlogeret på et noget skummelt hotel - guesthouse, hvor vi fik et værelse uden vinduer midt inde i bygningen. Det er fandme underligt ikke at kunne se dagslys eller kunne åbne et vindue. Forholdene var absolut ikke værd at lave Tripadvisor på :( men badeværelset var en historie for sig selv. Der var letpåklædte damer på klinkerne - det må vist være et business-hotel for omrejsende sælgere.....

Vi vaskede dagens sved af os og besluttede at denne by måtte have en cafe, der kunne hoste om med en kop kaffe - men næ nej, det kunne overhovedet ikke lade sig gøre. Ingen kaffe, ingen smil og stadig småregn. Vi måtte vente til aftensmaden førend vi fik mulighed for at komme tættere på byens beboere. Thang fortalte at folk i denne dal ikke er vant til turister og derfor ikke er gearet til os. De spiser heller ikke ude selv, så derfor er der ingen eller kun få muligheder for at købe sig til hyggen i form af kaffe eller lignende.

Vores aftensmad serveres i verdens kedeligste restaurant - ingen point for decor det er ihvertfald helt sikkert! vi sidder igen på rad og række, mens alverdens små retter finder vejen ind på bordene. Vi spiser høfligt lidt af hvert, dog undlader vi fisken, da vi tænker at der er langt til havet. De dambrug vi har kørt forbi var ulækre og indbød ikke til at spise deres indhold.

De har ligesom i Mellemamerika en tendens til at overslagte den stakkels kyllinger - intet er genkendeligt - alt er gennemtæsket med en stor kniv og væltet rundt i en marinade eller sovs. Der bliver heller ingen Noma-point til denne restaurant. Vi vælger at gå hjem til hotellet/vores værelse - måske kunne man vælte over noget kaffe, men vi var ikke heldige.

Tilbage på hotellet har en gruppe teenagedrenge invaderet lobbyen og de skulle blive et kedeligt bekendskab - de larmede helt forfærdeligt og Søren måtte mande sig op og give dem en skideballe førend der blev nogenlunde ro til at man kunne sove - at det var vildt varmt oveni var også irriterende - man kunne kun ligge stille og vente på at de blev trætte eller forlod hotellet. 

Vi vågnede i vores fantastiske indelukkede værelse, hvor alt stod stille og hvor selv de letpåklædte damer på væggen så ud til at være trætte af varmen. Vi pakkede vores gear i særligt højt tempo, for at køre ned ad vejen til en lille restaurant, hvor Thang skulle meddele ejerne om at vi meget gerne ville have kaffe til morgenmaden.......

Vores morgenmad bestod af en stor portion nudelsuppe med sød kaffe til - det er sgu svært at spise nudelsuppe til morgenmad, når temperaturen allerede er over 25 grader. Jeg fornøjede mig med en hundehvalp og 2 lidt ældre hvalpe, som desværre var i snor. Jeg tænker at drengen som forvaltede den stakkels hvalps liv forstod at jeg ikke syntes at han opførste sig pænt overfor den - men han er jo ikke opdraget med vores kærlighed overfor vores kæledyr - i Vietnam begynder hunden sit liv som kæledyr, kommer videre som vagthund og familiens kædedyr, hvorefter der er gode chancer for selv at havne i suppen.

Vi sadlede op igen - og kørte ud i landskabet igen. Der var intet nyt under solen - vi kørte hastigt forbi rismarkerne mens vi led i varmen. Der blev drukket vand, snacket og fotograferet de næste 50 kilometer. Vi spiste frokost i en lille by, hvor mutter uden problemer lavede flere forskellige retter til selskabet på 19 plus mandskabet - efter maden havde vi kun et par timer tilbage i sadlen - og set begyndte selvfølgelig at regne inden vi nåede i mål.

Vi får mulighed for at skifte tøj i Lao Cai inde vi sætter os ind i busserne, som kører os op til Sapa. På turen derop leger vi en geografileg som Astrid er mester i. Vi andre forsøger ihærdigt at følge efter.....Vi ankommer til vores hotel i Sapa, som absolut er fine forhold - vi gældes over det store bad, den store seng og muligheden for at kunne købe en rigtig kop kaffe.

Efter et hurtigt bad lister vi ud i byen for at tanke søde sager. Vi finder en lille cafe, hvor der serveres cappucinoer og chokoladetærter. De forsvinder hurtigt og efterlader kun troen på at dagen imorgen bliver rigtig hyggelig, når man nu er fyldt op med uartige kulhydrater igen. Vi smider også lige en temmelig tarvelig pizza i svælget inden vi lister tilbage til hotellet for at nyde en rigtig dårlig Å-film.

Sapa er en gammel fransk Hill-station, hvor de fleste af en rejsendes drømme kan blive opfyldt: her er mange forskellige restauranter, forretninger der sælger kopivarer, der sælges massage, lakeres negle, pruttes om priser hos minioriteterne og provianteres Snickers og Oreoer.... Vi falder i søvn til Sapas lette natteliv med en gøende hund og nogle unge der er på vej hjem til deres billige hostels. Imorgen skal vi ud på første vandredag - det skal blive en varm oplevelse......

Vi vågnede tidligt på hotellet og glædede os til morgenmaden :) sprang i tøjet og gik op til restauranten, der ligger på øverste etage med udsyn over Fansipan, Vietnams højeste bjerg på 3143 m. Vejret var godt, så vi kunne se langt - man kunne også se liften op til Fansipan.

Vores morgenmad var en blanding af Vietnamesisk og continentel - vi fik omeletter, toast og frugt. Man risikerer at få en bøde, hvis man tager mad på sin tallerken, som man ikke spiser - en ny form for regulering af madspild. Vi spiste pænt op og gik tilbage for at pakke vores blå sække med ting, som vores bærere skulle transporterer for os på trekket.

Resten af vores bagage blev transporteret videre med busserne til Topas Ecolodge, som er vores endedestination. I lobbyen fik vi informationer om trekket - vi får hjælp af en lokal Sherpa - en Flower H´Mong, som kender området rigtig godt. Vi får ikke rigtig brug for bærerne i denne omgang, da vejret de sidste par dage har været temmelig ustabilt og regnet meget. Det var ellers programlagt at vi skulle sove i telt på trekket, men ved afstemning blev det vedtaget at vi skulle sove i homestay istedet. Det betød også at Hanne og Marianne kunne følge med os alligevel - Hanne har problemer med maven og Marianne har problemer med knæene.

Vi begynder trekket med nedstigning gennem byen godt forfuldt af Flower H´Mong kvinderne som ønsker at faldbyde deres mange smukke varer - de forlader os dog efter kort tid. Det er faktisk temmelig svært at gå ned af den første nedstigning, da markerne er meget våde og kanterne på rismarkerne meget smalle - nogle i gruppen får beskidte bukser allerede fra start af :)

Landskabet er frodigt og vi ser mange forskellige afgrøder på markerne - langsomt skifter afgrøderne til tropisk regnskov med bambus. Vi baner os igennem det grønne terræn, mens vi tager billeder og snackpauser. Vi går over broer og langs små farme. Vi holder pause hos vores Sherpa, hvor vi bydes på endnu en protion nudelsuppe. Hytten er ekstrem basic, vi sidder inde i varmen på træbænke, hvor der laves mad over åben ild. Vi lider i varmen og søger udenfor, hvor vi kan få lidt frisk luft. Vi inviteres indenfor igen, da Thang fortæller om de lokales traditioner for brylluper og begravelser - vi kigger lidt på hinanden og tænker at det måske er lidt overdrevet, men ved hjemkomsten kan jeg læse og se på Youtube at man virkelig kidnapper sin kommende hustru - slæber hende afsted gennem byen, mens hun hylder og skriger. Jeg så også på Instagram at man binder de døde fast og forsøger at fodre dem selvom de er døde - det er godt nok lidt bizzart, men interessant!

Vi går igen videre gennem landskabet - vi kommer ned til en lille by, hvor vi pludselig a-walker ud langs floden. Vi undrer os over formålet, da vi senere opdager at vi havde kunne gå direkte ned til homestayet af den samme vej, som vi pludselig forlod. Vi ender langs floden i et lille homestay, hvor vi kaster dagssækken, smider tøjet og løber ned til floden for at vaske dagens trek-ved af kroppen. Det er bare super herligt, at ligge i vandet efter en lang dag på et varmt trek. Efter badet, sidder vi i solen og får en kop kaffe. Det er fandme bare hyggeligt!

Vi vasker flodvandet af os, finder os til rette i vores båd på loftet og glæder os til aftensmaden. Der hygges om den dejlige mad - det er ikke nudelsuppe, hvilket er kærkomment. Vores vært serverer hjemmelavet risvin, som flere i gruppen bliver temmelige glade for. Efter middagen er mange af os trætte - Søren og jeg går en lille aftentur ind til landsbyen rundt om hjørnet. Da vi kommer tilbage har et lille selskab startet en fest med en thekande risvin og Meyer. Desværre bliver det hurtigt til en fest, hvor enkelte medlemmer af gruppen ødelægger det for de andre - det er mig uforståeligt, at man ikke kan hygge sig uden at drikke sig i hegnet. De vidste også at vi skulle vandre temmelig langt næste dag og at vi havde en hviledag dagen efter - måske skulle man have valgt hviledagen til drukturen, så vi andre kunne få den søvn som man havde brug for. Egoistisk og det sætte en kedelig stemning dagen efter. 

Klokken halv et måtte flere af risvinsdrikkerne tilbagelevere deres aftensmad og vinen - de kastede op i lårfede stråler. Og det havde de rigtig godt af! Men når man sover i båse på et homestay, så kaster man ikke op alene - hold da op hvor er det en fornøjelse at lytte til opkastningslyde, efter at du har slidt dig igennem mobilmusik, Meyer på fuld styrke og tilråd af latterlig karakter!!! Det er ikke sådan man opfører sig på en Topas-tur - måske skal man overveje Sunny Beach istedet for en adventureferie i Vietnam.

Søren og jeg var meget skuffet over risvinsgruppens opførsel og næste dag var der ingen der undskyldte deres elendige opførsel - jeg ulmede i timevis. Søren måtte til sidst gå nedenunder og råbe ad dem, hvilket er en lortesituation at havne i. Vi ønskede ikke at skulle dømme nogen, men vi havde dog håbet på at man kunne regulere indtaget og ikke opføre sig respektløst overfor vores vært og resten af gruppen.

Det var godt at der skulle vandres næste dag - jeg havde i hvertfald brug for at få det ud af mit system. Og jeg håbede at man ikke ville tage hensyn til deres skrantende helbred, ondt i håret eller svage knæ.....

Søren og jeg vågnede tidligt af lyden fra vores vært og medarbejdere der lavede morgenmad. Vi nød en kop kaffe mens vi ventede på at resten af huset skulle vågne op. Det blev en morgenmad med en noget dæmpet stemning - dog var det absolut ikke tydeligt at risvinsdrikkerne følte et behov for at undskylde deres dårlige og egoistiske opførsel - næ de sætte sig til bordet og snakkede om deres bedrifter aftenen før - jeg var mildest talt forbavset og følte at de ikke havde forstået hvad ansvaret for en grupperejse betyder.

Nå men menuen stod på nybagte pandekager med bananer og chokoladesovs - lækkert, men ikke lige hvad en vandrer har behov for. Vi fyldte depoterne med lette kulhydrater og glædede os til at komme op på Topas Ecolodge - her skulle vi få en fri/hviledag og muligheden for at smæske os i lækkert mad 3 gange dagligt - jubii.

Vi satte endnu engang vandflaskerne i sækkene og solcreme i ansigtet og turen startede fladt men underligt - vi skulle krydse floden og det blev en spændende oplevelse. Søren og jeg undrede os igen over at vi ikke bare krydsede ved den lille landsby, men vi kender jo heller ikke omstændighederne ved ruten. Efter overfarten gik vi i jævnt tempo og tilsidst kom vi op på almindelig asfalt. Ved en nærliggende restaurant spiste vi Snickers og drak Cola, inden det for alvor skulle blive varmt.....

Vi gik op ad bjerget, langsomt for det var super varmt. Vi gik langt om længe ind i skoven, hvor vi fulgte en lille sti indtil vi kom til nogle store sten. Her gik vores 2 unge guider igang med at lave vores frokost - vi fik hver en lille plastikpose med et flute, skinke, ost, agurk, melon og en sød mælk. Det var første gang at vi oplevede Vietnamesiske sandwiches. En lille hyrdepige i nærheden nød godt af vores overskud og sikkert med ondt i maven forlod hun os sammen med gederne.

Vi skulle nu endnu længere op i terrænet - det blev en hård tur, hvor sveden drev af os- Vores guide var god til at lave stop undervejs - det gav alle en chance for at hydrare sig inden vi igen skulle forsøge at finde fodfæste i det tætte krat. Langt om længe kunne vi beygnde nedstigningen og i det fjerne kunne man skimte Topas Ecolodge - det så ud til at være lige i nærheden men bjergene gjorde det umuligt at bedømme afstanden. Vi skulle gå mere end en time, inden vi kunne sige tak for en god vandredag i lobbyen på lodgen. 

Det er tydeligt at se at vi er ankommet til en specielt sted - det er virkelig styr på tingene her. Vi gik samlet op til receptionen, hvor vi fik udleveret vores nøgler til hytterne og hente vores udstyr, som busserne havde kørt op til os. Der gik ikke mange minutter før vi gik mod vores hytte - nummer 307. Hver hytte ligger for sig selv med god afstand til den næste. Alle hytter har en super flot udsigt ud mod de tilstødende bjerge - det er bare luksus!!!

Vi samlede også vores vasketøj og gav det til receptionen - det kostede 256.410 Dong at få vasket 3.5 kilo = under 80 kroner :) det var herligt at få rent tøj tilbage uden selv at skulle håndvaske noget som helst. Vi badede og smed os på sengen indtil vi blev nødt til at se nærmere på loungen, hvor der serveres filterkaffe og småkager. Det var bare super hyggeligt at sidde i "kulden" og nyde kaffen, mens man guffede småkager, som mormor kunne have bagt.

Vi spiste ret sent 19:30 og det varede en halv time førend alle havde fået drikkevarer og serveringen kunne begynde. Maden var alletiders - et rigtig godt koncept at vi deler alle retterne, så bliver alt serveret samtidigt og ingen skal vente på netop deres ret. Vi fik også dessert! Spørg lige om vi var tilfredse? Nu kunne vi igen vælte ind i loungen og nyde kaffen, inden vi gik tilbage til hytten for at sove - rigtig sove - og sove længe!!! Søren åbnede dørene til terassen og vi havde myggenettet omkring dobbeltsengen, mens vi lå og lyttede til insekternes nattekoncert.

Vi vågnede tidligt og gik ned til morgenmadsbuffeten, som netop var igang med at få de sidste ting på plads inden vi kunne sætte tænderne i godterne. Vores æggemand havde lidt svært ved at følge ordren, så vi fik ikke helt det vi ønskede og ikke helt i de mængder vi ønskede det - vi smilte lidt og tog imod tallerkenerne. Vi nød morgenmaden sammen med et ældre dansk ægtepar, der var i Vietnam med Topas på en specieldesignet tur for hele familien - som jeg husker det var de tæt på 20 personer. 

Efter morgenmaden blev vi nødt til at lægge os ned i sengen og kigge ud over bjergene - så faldt vi sørme i søvn og vågende først da frokosten var ved at være klar. Vi gik først en lille tur op til lobbyen, men det var alt for varmt! Efter en lækker frokost blev vi igen overfaldet af sengen og vi sov middagslur nummer 2 :)

I hytten har Topas en lille bog hvor de beskriver de forskellige monioriteter, der lever i området - en rigtig god måde at dele informationer om området, hvordan hele ideen opstod om lodgen og hvordan man samarbejder med lokalområdet ECO-style.

En smule omtumlet af den meget søvn og varmen, fik vi en kop kaffe i loungen, hvorefter vi besluttede at gå Buffalo Tracket. En lille sti på 45 minutter rundt om hele lodgen. Vi blev hurtig mødt af en lokal kvinde Red Dao, som vendte om og fulgte efter en anden dansker, som måske bare gerne ville have lidt fred og ro, mens han nød de smukke omgivelser. Vi var dog lettet over at hun snakkede med ham, for det betød at vi kunne gå unden indblanding......eller det troede vi i hvertfald. Som vi drejer ind på den sidste strækning mod lobbyen blev vi mødt af flere Red Dao kvinder som alle ønsker at sælge deres varer til os. De giver ikke op, er temmelig ihærdige og faktisk en smule intimiderende. Jeg måtte skubbe én af kvinderne væk, da hun demonstrativt gik i mellem Søren og jeg. Det blev hun noget overrasket over at jeg gjorde og hun gav lyd fra sig. Vi fortsatte dog vores vandring uden at have kontakt til dem. Man skal have gode nerver hvis man skal nyde landskabet mens en kvinde råber dig ind i hovedet hele tiden "U happy?" mens man forsøger ikke at træder ned i mudderet....

Vi kom næsten helskindet op fra stien igen - Søren ødelagde sine shorts på noget pigtråd, da han forsøgte at komme væk fra kvinderne. Det eneste der kunne lette hans surstråling var en kop kaffe:)

Til aftensmaden blev vi igen overrasket over den gode mad, det vælter bare ud af køkkenet med lækre retter og det er rart at vi ikke skal have nudelsuppe hverken til frokost eller aftensmad.

Vi afslutter aftenen med at kold juice i loungen, hvorefter vi aftaler med nogle fra gruppen at Marianne der fylder 50 år næste dag, skal vækkes med morgensang. Jeg har også snakket med Thang om at hun skal have en kage - det plejer Topas at gøre når en gæst fylder rundt. At vi kan sove igen er en gåde, men det lykkedes efter en håndfuld lakridser og lidt krydsord.

Vi vågner og begiver os over til nabohytten hvor Marianne og Lars bor. Her venter vi på de andre som skal være med til at vække Marianne med morgensang. Klokken syv står en lille gruppe klar til at skråle instrumentsangen for Marianne. Lars har medbragt Dannebrog i papirform  -disse pryder nu 308´s forhave. Efter morgensangen og en rigtig glad Marianne, går vi mod morgenmaden. Vi skal videre i dag, så der pakkes rygsække, betales regninger og drikkes de sidste kølige drinks inden vi igen sætter os i busserne, som skal køre os tilbage til Sapa.

I Sapa samles vi alle sammen i Topas kontor, hvor Thang har sørget for en kæmpe fødselsdagskage til Marianne. Vi hygger os med den søde kage og går ud i Sapa for at snolde souvenirs, drikke kaffe og spise frokost.

Vi begiver os føst ud til det store lokale marked, hvor der skulle være en chance for at man kan købe souvenirs, se de lokale afgrøder og lade sig inspirere til spændende kulinariske oplevelser - det afskårne hundehoved var sandelig en oplevelse værd. Vi køber juletræspynt fra en lille lokal Flower H´Mong pige som ikke vil gå igen - vi ender med at gå fra hende.

Vi spiser frokost på en rigtig kedelig restaurant, hvor vi indtager den mest kedelige sandwich. Tænk at man virkelig kan slå en sandwich ihjel.....

Vi fandt en cafe, hvor det er muligt at ligge ned, mens man indtager kaffen. Det hyggede vi os meget med og tæt på klokken 16:00 trissede vi igen mod kirken hvor busserne kørte os videre til Lao Cai. I Lao Cai stoppede vi ved en lille cafe, hvor alt vores bagage, os og mange andre ventede på nattoget tilbage til Hanoi. Det var helt igennem alt for varmt - jeg forsøgte at finde andre steder, hvor de i det mindste havde air-condition, men det var ikke muligt. Vi blev i restauranten og forsøgte at bestille aftensmad - vi bestilte som de første i gruppen og fik maden som de sidste - blodsukkeret var lige ved at gå inden vi kunne sætte tænderne i Duck orange og Kylling i karry. 

Vi hamstede koldt vand til togturen. Fandt vores liggevogne med noget besvær. Fik indrettet vores bagage, tandbørsterne i munden og klar til at bumle igennem natten mod Hanoi. Turen var uden events og vi vågnede tidligt ved en bank på døren.